GermanGames.dk

Jeg syntes jævnligt min holdning til et spil kan være anderledes end første gang jeg prøvede det, hvis der går nogle år mellem gennemspilningerne. En del hænger selvfølgelig sammen med, at man selv har fået nogle andre spilpræferencer i mellemtiden, at ens livsomstændigheder har ændret sig etc. Men mit indtryk er, at hele forklaringen ikke skal søges i én selv.

Hvad er det, der gør, at nogen spil ældes med ynde? Og hvilke gode eksempler har I på spil for hvilke det gør sig gældende?

Min første tanke er klart El Grande. Det fungere bare!

Frouvne wrote:En del hænger selvfølgelig sammen med, at man selv har fået nogle andre spilpræferencer i mellemtiden, at ens livsomstændigheder har ændret sig etc. Men mit indtryk er, at hele forklaringen ikke skal søges i én selv.

Mit indtryk er at forklaringen skal findes i en selv: Spillet er jo præcist det samme som det hele tiden har været...

Det har du selvfølgelig ret i. Men markedet og dermed det udbud, der tilbydes har jo også ændret sig. Så det er jo ikke kun os, der ændrer os. Den målestok spillet skal holdes op overfor er en anden, end da det blev introduceret.

Spillede Amun-Re i går og det bliver bedre og bedre for hver gang man spiller det (eller i hvert tilfælde ikke dårligere).

En ægte klassiker.

S

Nu har jeg jo ikke været i denne hobby så forfærdelig lang tid, men umiddelbart vil jeg sige at Twilight Struggle er et spil der kun bliver bedre med tiden.

Frouvne wrote:Det har du selvfølgelig ret i. Men markedet og dermed det udbud, der tilbydes har jo også ændret sig. Så det er jo ikke kun os, der ændrer os. Den målestok spillet skal holdes op overfor er en anden, end da det blev introduceret.

Ah, på den måde. Jeg mener nu nok stadigvæk at forskellen skal findes i os selv og vores ændrede holdninger. Men vores holdninger kan selvfølgelig godt have ændret sig på basis af indtryk fra nye spil - den målestok du snakker om.

Personligt synes jeg:
- De spil jeg startede med at spille tilbage i 80'erne og 90'erne næste alle virker komponentmæssigt primitive, for ikke at sige grimme i dag. Avalon Hill spil som Merchant of Venus og Britannia var flotte spil efter den tids standard, men i dag er de ikke noget særligt at se på. Jeg har med andre ord vænnet mig til et højere grafisk niveau i mine spil.
- Eurogames har sænket min tærskel for hvad der er acceptabelt af spilletid, nedetid, repetition og kompleksitet, samtidigt med at jeg forventer et højere niveau på den mekaniske side. Et spil som det gamle B-17 fra Avalon Hill holder ikke for mig i dag: Det er simpelthen alt for repetitivt og mekanisk uinteressant.
- De klassiske eurogames, f.eks. Knizias fra hans storhedstid (T&E, Modern Art, Ra, Amun-Re, osv.) holder derimod utroligt godt i dag. De er mekanisk skarpe på en måde man kun sjældent ser længere (hvor standarden nærmest er blevet at der bare skal puttes så meget som muligt ind i spillet, ud fra en idé om "jo mere jo bedre").

Puerto Rico er også et spil, der har formået at overleve og stadig føles friskt. Elegante mekanismer, passende spilletid og helt acceptable komponenter.

Gunness wrote:Puerto Rico er også et spil, der har formået at overleve og stadig føles friskt. Elegante mekanismer, passende spilletid og helt acceptable komponenter.

Men totalt ødelagt hvis en erfaren spiller sidder til venstre for en nybegynder, eller i det hele taget...

PR er efter min menig et spil der hurtigt tabte sin spilværdi, da det gik op for spillerne at der kun var et optimalt valg hver gang man havde tur, med mindre en af de andre havde foretager et valg som ikke var det mest optimale da det var deres tur.

Ja, jeg ved godt, at der er en masse (an)klager over det med erfarne kontra begyndere. Jeg har nok bare været heldig, for selv om jeg har spillet det en del gange, har mine medspillere og jeg ikke oplevet, at der var ét optimalt valg. Måske har der været 2-3 stykker, der gav mening, og det har været tilstrækkeligt. Det må være fordelen ved manglende analytiske evner og at jeg generelt holder mig væk fra beskrivelser af, hvordan div. spil er "broken".

If it ain't broken, don't fix it
It is is broken, don't read about it

Jens_Hoppe wrote: - De spil jeg startede med at spille tilbage i 80'erne og 90'erne næste alle virker komponentmæssigt primitive, for ikke at sige grimme i dag. Avalon Hill spil som Merchant of Venus og Britannia var flotte spil efter den tids standard, men i dag er de ikke noget særligt at se på. Jeg har med andre ord vænnet mig til et højere grafisk niveau i mine spil.

Enig. Temaet og det grafiske aspekt vejer tungt for mig, så jeg undgår generelt gamle spil.. Det er muligt at jeg misser nogle gode spil-oplevelser med den indstilling

AndersC wrote:Enig. Temaet og det grafiske aspekt vejer tungt for mig, så jeg undgår generelt gamle spil.. Det er muligt at jeg misser nogle gode spil-oplevelser med den indstilling

Men der findes altså også gamle spil hvor tema og grafik spiller den største rolle. Wabbit Wampage er jo nærmest ikke andet end tema og grafik og det er trods alt fra 1985.

Min 1989 Ravensburger udgave af Ave Caesar bliver stadig spillet til stor fornøjelse og dril ret ofte. Det er sgu en evergreen som aldrig bliver for gammel for mig tror jeg...