Dungeon Fighter

Her har man som bruger mulighed for at anmelde, beskrive eller give sit førstehåndsindtryk af et spil
Post Reply
User avatar
Frouvne
10.000+ indlæg
10.000+ indlæg
Posts: 14583
Joined: Wed Apr 26, 2006 12:09 pm
Favoritspil: Brass: Lancashire, Twilight Struggle, Gaia Project, Innovation, Dominant Species, Crokinole, Steam, Spirit Island, Amun-Re, TMB
Location: 2900
Has thanked: 447 times
Been thanked: 626 times
Contact:

Dungeon Fighter

Post by Frouvne »

Dungeon Fighter

-En anmeldelse skrevet af Peter Brichs

Mørke katakomber med dystre monstre og dæmoner. Fakler der kaster et flakkende skær og gør hver en skygge til et muligt monster, der er ude efter dig. En gruppe eventyrer med krudt i rumpen og terninger i hånden og…en kæmpe målskive, som terningerne skal ramme, lidt á la Dart? Velkommen til den fjollede og skøre verden, som Dungeon Fighter hører hjemme i.

Dungeon Fighter er et behændigheds spil, der gør at dine fingerfærdigheder kommer på en prøve. Historiemæssigt minder spiller om så mange andre spil helt tilbage fra firsernes første spæde skridt i den genre, der populært hedder Dungeon Crawls – eller et spil, hvor du skal kravle ned i mørke gange og slås med monstre, ofte i en verden fyldt med fantastiske væsner á la Ringenes Herre.

Rent spilmekanik-mæssigt er Dungeon Fighter dog meget unikt. Spillepladen er en stor målskive, delt op i zoner med tal, og monstrene du møder undervejs bliver angrebet, ved at du kaster terninger på pladen, og giver skade alt efter hvor du rammer.

Mange terninger

Når du åbner æsken til Dungeon Fighter, finder du hurtigt ud af, at selvom spillet er bygget over en spøjs mekanik, har det alligevel mange virkelig velproducerede dele. Foruden en kæmpe portion terninger, en meget stor portion pap-brikker og den førnævnte spilleplade finder du også mange spillekort; 4 forskellige bunker med monstre og 1 med forskellige typer udstyr, dine helte kan få fingrene i. Nåh ja, og et tårn til at have de mange kort i samt forskellige etage-kort, du bruger til at bygge skurkens base op af.

Selve kunsten på alle delene er dejlig konsistent – dog er brættet en anelse mere tegneserie-agtig end kunsten på kortene, og det kan virke lidt mærkeligt. Selve monstrene minder i tegnestil lidt om tegninger fra gamle lærebøger om planter eller lignende. Altså lidt afvaskede farver.

Hele tonen i spillet er meget fjollet. Monstrene er af den mere fjollede type (for eksempel Missekat Dæmonen, der er en stor, ond, rød dæmon…der er omringet af nuttede missekatte), og heltene er også meget sjove – min yndlings er tyven Goldfinga, selvom ridderen (der er høj på røgelse), Sir Moo, også er en klar favorit.

Kast en terning med lukkede øjne, ryggen til bordet og under benet…

Du starter spillet med at vælge en sværhedsgrad, der bestemmer hvor mange monstre af de forskellige typer, der skal være med. Monstrene findes i 3 udgaver: Nem (grøn baggrund), mellem (gul) og svær (rød), og hver type blive placeret på deres hylde i tårnet, der følger med.

Man vælger så hver især en helt. Hver helt har 3 evner, de kan aktivere, hvis terningen de ruller viser et symbol efter rullet; de 3 almindelige terninger har symboler på 3 af siderne. Man kan også købe eller vinde specielle hvide terninger, hvor symbolet kun fremgår på en af siderne. Disse evner kan være alt fra at give ekstra skade til Derefter trækker man tilfældigt 3 etager, som heltene går igennem, og så er opsætningen stort set færdig.

Man vælger nu en leder af sin heltegruppe – denne person har de endelige valg ved nogle vigtige punkter gennem spillet, hvis resten ikke kan blive enige.

Man begynder nu spillet, der er bygget op over flere runder. Hver runde består af 2 dele: Du starter med at bevæge dig fra et rum til et andet. Man kigger på kortet, og diskuterer hvad vej man helst vil gå; gangene mellem rum er ensrettede, så når du først har valgt at gå til venstre, kan du ikke gå tilbage igen. Ofte er der en vej der er længere, men tilgengæld giver heltene ekstra udstyr, hvorimod de kortere veje blot giver en et kortere (og nemmere!) spil. Det er her, lederen af gruppen træder til, hvis man ikke kan tage et valg, og modigt går ned af den rigtige gang.

Mange af rummene har ikoner tilknyttet, der fortæller hvilken type rum det er. Der er rum med fontæner, der heler dig helt efter kampen er slut. Der er også rum med skattekister, der giver dig ekstra udstyr og rum med fælder, der gør at terningerne skal kastes på en bestemt måde.

Det sidste rum på hver etage er en butik, hvor du kan få lov til at handle for dit surt opsparede guld. Der er mange forskellige handelsvare, og det er op til lederen af gruppen at bestemme, hvad der bliver købt, og hvem der får hvad.

Foruden det, er der mange rum der har fælder. Og det er ved fælderne, at det sjove i spillet rigtigt begynder at skinne igennem. Fælderne består af, at terningen skal rulles på en bestemt måde. Det kan eksempelvis være, at du skal kaste terningen under dit ben, med lukkede øjne, ved at bruge din dårlige hånd eller noget meget mere fjollet.

Tre ar, og du er ude!

Hvert rum er bevogtet af et fælt monster. Disse monstre kan også kræve, at du kaster terningen på en bestemt måde, for at kunne give skade. Hvert monster giver dig en belønning i form af guld, når kampen er slut, hvis du besejrer det.

Kampen foregår som følger: Den første spiller starter med at vælge en af de terninger, heltene har til rådighed; hver runde har man tre farvede terninger til rådighed, med en mulighed for ekstra terninger (der så er hvide). Første spiller ruller med den terning han har valgt: Han prøver at ramme et felt på målskiven, men skal ramme bordet inden den rammer pladen. Hvis terningen rammer pladen, giver du monsteret skade! Hvis terningen ikke rammer pladen, angriber monsteret dig. I tilfælde af at terningen har rullet et af de 3 symboler på terningen opad, aktiverer din helt sin specialevne. Hver evne har tilknyttet den terning, der har samme farve som evnen.

Hvis monsteret ikke er dødt, inden man har brugt alle sine terninger (de tre farvede) kan man vælge at bruge en hvid, hvis man har, for at kæmpe videre. Monsteret giver nemlig skade til spillerne, hvis ikke det er dødt når alle har kæmpet så meget de kan.

Hvis man har præsteret at slå monsteret ihjel, inden man har brugt alle terningerne, får man (udover at man ikke tager skade) en bonusterning – en af de hvide, der kun har ét symbol (når man får aktiveret en evne med en hvid terning, vælger man selv hvilken af de tre evner, ens helt har, der bliver aktiveret).

Hvis man ikke skulle klare sig mod monsteret, og mister alle sine livspoint, får man et ar, når kampen er færdig. Aret har form af en papbrik, der dækker over en af heltens evner, og tre livspoint. Så man er tilbage i spillet, men med færre evner og mindre chance for at kunne klare sig mod fjendens slag. Det giver en lidt taktisk dybde, når man overvejer hvilken evne der er mindst brugbar for ens gruppe, samtidig med at man gerne vil miste en evne med en farve, de andre ikke har valgt at overdække med deres ar.

Hvis man får tre ar, er man ude af spillet – du vender dit figurkort om, og den fine påskrift “In Memoriam” kommer frem. Personligt er jeg ikke glad for samarbejdsspil, hvor en spiller kan ryge helt ud, og bare sidde og se på de andre, men dette er heldigvis hurtigt løst ved at lade den spillet trække en ny helt.

Når man har besejret aller sidste monster (der selvfølgelig – som vanen påbyder det – er stærkere end alle de andre) er det tid til at se, hvor godt man har klaret sig. Flere forskellige ting i løbet af spillet giver plus og minus point, og når alt dette er regnet sammen, kan man se, hvor godt man har klaret sig. Det er en meget sjov lille ekstra ting, der gør at man nemt kan få lyst til lige at tage et spil mere, bare for at se om man kan gøre der bedre denne gang.

Dumt, men sjovt.

Da jeg hentede mit spil på Spiel i Essen, og snakkede med en af de tre designere, fortalte han mig at lidt om deres mål med Dungeon Fighter: “We wanted to make a stupid game. Stupid but fun.” Altså, at deres mål var at lave et dumt, men sjovt spil. Og det må sige at være lykkedes; spillet er fantastisk sjovt, men specielt dybt er det altså ikke.

På æsken til spillet står der, at det kan spilles af alt fra 1-6 spillere. Personligt synes jeg ikke at spillet fungerer mere end 5; jo flere spillere du er, jo længere går der før du får din første tur. Dette betyder, at med 6 spillere kan der gå helt op til 4-5 ture, før du får din første mulighed for at kaste en terning, og det er ikke sjovt. Samtidig går en del af det sjove af spillet, hvis man sidder alene, for meget af det sjove er at se de andre spillere vride sig rundt, for at lave de mærkelige terningeslag.

Fokus er lagt helt og holdent på dine evner ud i at ramme rigtigt med dine terninger, og heldet i om dine evner bliver aktiveret eller ej. Samtidig er humoren i højsædet – når du ser en kammerat holde sig for øjnene, mens han kaster en terning under sit ben med sin “dårlige” hånd er det svært, at finde en grimasse der kan passe.

Den største udfordring jeg fandt med Dungeon Fighter var, at spillere kan risikere at sidde næste hele spillet uden at få noget at lave; hvis du er sidste spiller i et 6-personers spil, kan du i teorien godt nå at ryge helt ud, nærmest inden du har haft din tur, og det er en fejl.

Dungeon Fighter var mit første behændighedsspil, og en ting er sikkert: Hvis andre spil i samme stil er så sjove som dette, så er det ikke mit sidste.
frouvne, administrator

Image
Post Reply