Jeg har ikke haft den store energi til at spille på det seneste, og så må det næstbedste alternativ jo være at læse om at spille i stedet. Enten er det selvpineri, eller også er det en måde at blive klogere på sin hobby på. Vælg selv
Senet er et britisk brætspilsmagasin, der udkommer fire gange om året. Lækker kvalitet og velskrevne artikler. Anmeldelserne er udmærkede, men ikke så dybdegående - trykte tekster koster jo - så det er mere temaartiklerne, der er interessante. Skribenterne inkluderer Dan Thuroh, der har nogle meget markante skrevne anmeldelser på BGG, og Tristan Hall, der bl.a. har designet Kilforth-spillene og 1066: Tears to Many Mothers.
Det springende punkt er prisen. Min kammerat købte et enkelt eksemplar med hjem til mig fra England, til ca. 70 kroner. Og det er ok. Men skal man abonnere, koster 1 år = 4 magasiner ca. 600 kroner pga. tårnhøj forsendelse. Det vil han af en eller anden grund gerne give, så jeg har lånt et par stykker mere af ham. Men det er alt for dyrt for min smag.
Board Games on My Mind af Adam Kwapinski er indtil videre....interessant (jeg har læst ca. 1/3). Han er designer/meddesigner af bl.a. Nemesis, Frostpunk, Terracotta Army og Lords of Hellas og det kommende Horror on the Orient Express, alt i alt en meget produktiv og succesrig herre. Det er en bog om brætspilsteori og en gennemgang af, hvordan man designer et brætspil, selv om han starter med at understrege, at det ikke er en guide til at designe et godt spil. Så hvis man vil have en kogebog til at blive Nemesis-millionær, får man det ikke her. Men man bliver helt sikkert klogere på den kreative proces og overvejelserne bag tema, mekanismer, målgruppe, spillertal. prototyper, udgivelse mm.
Han har tydeligvis en masse på hjerte, men jeg er ikke helt overbevist af bogen endnu. Overordnet er den godt struktureret, men de enkelte afsnit kan godt virke lidt rodede. Og så er den engelske oversættelse ikke helt gennemført. Den kan sagtens læses, men uden at være native speaker kan jeg godt se, at nogle formuleringer virker noget klodsede.
Everybody Wins af James Wallis er i udgangspunktet historien om Spiel des Jahres. Hvordan prisen opstod, hvem der stod for den, og hvordan deres præferencer - og spillernes - har ændret sig i årenes løb. På den måde bliver det samtidig en bredere historie om de moderne spils udvikling og en kort analyse af forskellige spilmekanismer. Og hold nu fest, der er sket meget siden SdJs tidlige, famlende år, hvor spil kunne have ti år på bagen eller blive nomineret flere år i træk.
Wallis skriver let, ubesværet og underholdende, og tillader sig at have en klar holdning til de forskellige vindere og "runner up"-titler. Så enig, det var nok lidt sært, at Villa Paletti vandt over Puerto Rico, og at Knizia vandt for Keltis i stedet for et af sine andre, bedre spil. Men ikke så sært, at at både Carcassonne og Ticket to Ride er uomgængelige i moderne spilhistorie.
Samtidig er det sjovt at læse om de tidlige år og spiltitler, som i hvert fald er gået min næse forbi (Kensington? Uisge?) Ja, tingene har rykket sig voldsomt på 40 år både mht mekanismer og produktion.
Udgangspunktet er som sagt SdJ, så vil man høre om moderne figurspil eller virkeligt tunge euros, går man forgæves. Alt i alt en flot og indbydende bog, kun skæmmet af et idiotisk farvevalg (en del næsten ulæselige faktabokse med gul baggrund og ultratynd, hvid skrift).
