GermanGames.dk

Så er august måned så småt i gang.

Vi har taget en meget forsigtig start med et par spil Twin It!, der er et lille speed-genkendelsesspil. Det vil komme til at blive spillet med den unge generation.

Onsdag havde vi middagsgæster, der ofte er friske på at spille en smule. Denne gang var spil-oplevelsen dog under indflydelse af at deres barn nu er blevet 1½ år og der derfor hele tiden var mindst en voksen, der var distraheret for at passe på barnets helbred og/eller vort indbo. Derfor var det også kun meget små spil, der kom på bordet: Twin It! og Timeline: Historical Events.

Vi fik prøvet kortspillet FBI i går, som vi fik brugt sidste år. Det var desværre ikke et godt spil - lidt bøvlede regler og kedeligt gameplay.

Sommerferien lakker mid enden for mit vedkommende og de seneste dage har der da også været rigtige "sommerferie-spil" på menuen: Twin It!, Fantasy Realms og Timeline: Discoveries. Men så skete der jo også lige det, at familien Gunness kom på besøg og det var anledning til endelig at få prøvet SHASN. SHASN er åbenbart et begreb fra Sanskrit, der betyder noget i retning af: Governance. I spillet kæmper man om politisk indflydelse i en række del-stater. Undervejs skaber man sin leder ved at besvare hvordan man forholder sig til forskellige politiske problemstillinger. Dette er en helt central mekanisme i spillet og givetvis en mekanisme, der i høj grad vil dele vandene. Det kan til tider komme til at minde lidt om et party-spil. Og dette kombineret med et ellers ret alvorligt spil, hvor man gør sin indflydelse gældende i delstater, prøver at underminere andres position via gerrymandering etc. vil nok være for underlig en kombination for nogle. Jeg var godt underholdt og satte virkelig pris på spillets humor og kynisme og værdsatte at mine medspillere heller ikke tog spillet mere alvorligt end at vi undervejs i fællesskab kunne lave nogle raske regeltolkninger særligt på nogle kort, der nok ikke var knivskarpt formuleret.

^Det var virkelig en fornøjelse at prøve Shasn. En spøjs genrehybrid, der fungerede langt bedre end jeg havde troet. Hvilket også betød, at den politiske dimension var meget mere synlig end i Die Macher (som jo ellers har en del tema til fælles med det her). Pænt var det også.

Største minus var, at det sætter sig lidt mellem to stole. Det er meget langt af et partygame at være, og det er relativt kaotisk af et area control-spil at være. Men jeg tænker, at hvis man enes om at tolke lidt firkantet på de noget uklart definerede kort, kan spilletiden nok kortes lidt af. Jeg prøver det meget gerne igen

I går havde jeg en kammerat på besøg til hhv. Equinox, Fleet: The Dice Game og Fort. Sidstnævnte er mere fiddly end nødvendigt, men det var sjove oplevelser med alle tre titler.

På det sidste har jeg spillet TIME Stories Revolution: A Midsummer Night, som er et udmærket scenarie i serien. Det er ikke specielt svært; hvis man bare undersøger alle steder, bliver man automatisk guidet videre i forløbet, men historien er meget sjov.

Det er også blevet til et par spil TM: Ares Expedition, som var sådan lidt ... kedeligt. Det fungerer egentlig fint rent mekanisk, men det er som om man har fjernet alt det jeg bedst kan lide i Terraforming Mars (alt det hvor man interagerer med de andre spillere), og beholdt alt det kedelige. Og så tilføjet den der lidt trælse action selection fra Race for the Galaxy.

Endelig har jeg spillet Martin Wallace's Rocketmen som kombinerer en nogenlunde velfungerende deckbuilding med et rigtigt sjovt push-your-luck element. Men damn, vores første spil tog lang tid - langt længere end spillet kunne holde til. Modsat mange spil som styrer spillængden stramt (f.eks. ved at have et fast antal runder), avancerer Rocketmen kun fremad hvis spillerne faktisk gør noget for det (scorer points). Og da man nemt kan dumme sig og bruge meget tid på noget, der ikke kommer til at score points, er der heller ikke nogen garanti for at spillet bevæger sig fremad.

I denne uge fik vi Dwellings of Eldervale på bordet. Det er et spil, der i første omgang er røget under min radar, men som har fået fine ratings. Jeg kom lidt skævt ind på spillet, da jeg i den første del af vort spil, spillede stik modsat det jeg umiddelbart måtte være vejen frem i spillet. Det fik dog ikke nogen afgørende betydning og det vidnede om, at der er flere måder at angribe spillet på, end jeg umiddelbart havde regnet med. Ikke et spil, der umiddelbart begejstrede mig voldsomt, men så alligevel interessant nok til, at jeg meget gerne prøver det snarligt igen.

I denne uge kom Dwellings of Eldervale igen på bordet. Det virker som et solidt spil og jeg var godt underholdt. Det er dog endnu et af de spil, hvor jeg undrer mig over, at det skal pakkes ned i "en-halv-flyttekasse". Det ér fedt med lækre komponenter og individuelle æsker, der organiserer spillernes komponenter osv. Men at spil skal fylde så meget på hylden kan simpelthen ikke være rigtigt. Også Crokinole kom på bordet. For mit vedkommende er det så en af undtagelserne, hvor jeg personligt dispenserer fra reglen om, hvor meget et spil må fylde!

I løbet af ugen havde jeg også fornøjelsen af at prøve et af Thomas Sings (The Crew: The Quest for Planet Nine) spil fra hans nye The Key-serie, nemlig: The Key: Sabotage at Lucky Llama Land. Opgaven er så simpel som at bestemme hvem der saboterede hvilken forlystelse, hvornår og med hvilket værktøj i tema-parken Lucky Lama Land. Beviserne kan dog godt være lidt mere kryptiske i stil med hvem der har afsat et bestemt fodaftryk, hvor lang tid der gik imellem to stykker værktøj blev anvendt, karakteristika ved den skyldiges udseende, placering af hvor et billede er taget osv. Dette spil har den laveste kompleksitetsgrad i serien og jeg havde fornøjelse af at spille det hvor jeg havde min fem-årige på mit hold, som jeg vendte tippene med. Men havde jeg spillet det alene med min kone tror jeg, at vi ville have haft lige så stor fornøjelse af det. Og jeg gætter da også på, at det er sådan, vi kommer til at spille hovedparten af spillene. Jeg skyndte mig at købe alle de tre udgaver af spillet, der indtil nu er kommet og jeg er overbevist om, at vi nok skal komme igennem dem.

^Jeg glæder mig meget til at prøve DoE på et tidspunkt, da det lyder som et flot spil med mange veje til sejr.

Din betragtning om æskens størrelse er jeg dog helt enig i. Selv om spilleræsker, Gametrayz mv. er lækkert og hjælper med at få spillene på bordet, er de også med til at banke prisen i vejret (DoE var bestemt ikke billigt), og jeg går i stigende grad grad også uden om spil, der fylder lige så meget som fire "almindelige".

Tirsdag var jeg forbi Bastarden for første gang i meget lang tid. Der var for en gangs skyld overraskende god plads, nok mest pga. det gode vejr. Jeg mødtes med nogle gamle kolleger, og det var det sociale, der var i højsædet. Men vi nåede da nogle spil Skull, Quacks of Quedlinburg, Timeline: Diversity og Love Letter.

I går havde vi Andrea og Jens på besøg, og det var endelig tid til at få luftet Kemet: Blood and Sand. Det er virkelig mange år siden, jeg har prøvet originalen, så alle regelerfaringer mv. var long gone. Jeg tror ikke, at den nye udgave laver noget afgørende om, men det var der heller ikke behov for. Første spil blev lidt famlende, og jeg tror, at vi hver især følte os lidt fastlåste, fordi vi ikke fik forbedret vores move-evne tidligt i spillet. Men jeg synes, at det lover rigtig godt - et flot og underholdende slå på tæven-spil, hvor der endte med at være tæt kamp om at vinde

Lørdag fik fruen og jeg taget hul på Unsettled, som jeg har set utroligt meget frem til. Første indtryk er da heldigvis også positivt.

Spillet er et coop om en flok astronauter, der er strandet i det ydre rum. Som i et godt Star Trek-afsnit er der mere fokus på videnskab og mindre på blodhungrende aliens og tungtbevæbnede rumsoldater, som jeg ærligt talt er en smule træt af. Mekanisk er der et sæt grundregler og -komponenter, og med spillet følger der så seks planeter, hver med deres missioner, komponenter og vinderkriterier.

Vores første opgave var at overleve på en planet oversået med sporer, der konstant var ved at kvæle os, og kæmpe slyngplanter, der... også prøvede at kvæle os. Man udforsker efterhånden planeten ved at vende location-kort, bliver bedre til diverse teknologier og skal i det hele taget bruge teknik og samarbejde for at komme ret langt. Sådan i stil med "Hvis du sender robotten herover, så bruger jeg dens tractor beam til at trække mig selv herover, og så graver jeg nogle ressourcer op, som vi kan bruge til at skaffe os ekstra energi".

Det var lidt af et puslespil, men et underholdende ét af slagsen. Mekanismerne er overskuelige og spillet føles heldigvis relativt tematisk, så det ikke bare er noget med at flytte kuber og minier rundt. Som med Orange Nebulas forrige spil, Vindication, er Unsettled flot, grænsende til det overproducerede, men det er af samme grund nemt at få på bordet. Jeg ser frem til næste spil.

Gunness wrote: ↑Sun Aug 22, 2021 12:57 pm ^Jeg glæder mig meget til at prøve DoE på et tidspunkt, da det lyder som et flot spil med mange veje til sejr.

Din betragtning om æskens størrelse er jeg dog helt enig i. Selv om spilleræsker, Gametrayz mv. er lækkert og hjælper med at få spillene på bordet, er de også med til at banke prisen i vejret (DoE var bestemt ikke billigt), og jeg går i stigende grad grad også uden om spil, der fylder lige så meget som fire "almindelige".

Størrelsen på kassen og det faktum at 2/3 er tom luft, var faktisk én af de afgørende faktorer til at jeg solgte spillet igen

Mandag aften bød på 2. scenarie af Unsettled, noget mere udfordrende end det første, og det var en væsentligt hårdere kamp at holde sig i live. Vi fik dog udviklet et par smarte teknologier, der gjorde det lettere at indsamle ressourcer, og vi slap væk (i nogenlunde sidste sekund, men vi klarede det da).
Allerede efter 2. gennemspilning flyder spillet let, og pga. de mange smarte trays etc, tog spillet 1½ time fra vi begyndte at sætte det frem til det var pakket sammen igen. Ikke dårligt af et spil med relativt mange komponenter.