Månedens bruger: Gunness - januar 2010

[Gunness]

Lawrence of Arabia er efter min ydmyge mening den bedste film i verdenshistorien, og da den dramatiserer sit oplæg på imponerende vis, er der masser af godt stof til et engagerende spil. Derfor ville spillet tage udgangspunkt i filmen, snarere end i den historiske person.

I gamle dage (dvs. 1980'erne) ville Avalon Hill med statsgaranti have fået et metervare-krigsspil ud af historien. Jeg ville foretrække at hive spillet i en anden retning.

Udgangspunktet er 1. Verdenskrig, hvor England støtter de arabiske stammer i at løsrive sig fra det Ottomanske Rige. Lawrence bliver i første omgang sendt afsted for at undersøge, hvordan tingene skrider frem, men bliver hurtigt selv en integreret del af madstandskampen. Han kræver derfor våben af England til støtte for oprøret, hvilket de ikke er meget for, da stammerne heller ikke skal blive for magtfulde.
Denne del af spillet ville formentlig have traditionelle strategiske elementer, hvor man som englænder/araber skal prøve at indtage diverse ottomanske byer.
Men jeg ville gerne have en overbygning i form af div. karakterer, man kan kontrollere. Lawrence er naturligvis essentiel, og han er interessant, idet han ikke er noget militær geni, men derimod en uhyre karismatisk person, der formår at vinde stammerne for sin sag. Han er også dygtig til at begå sig i medierne. Samtidig er han dog også i stigende grad mentalt ustabil og blodtørstig, og jeg ville derfor forestille mig ham som en tikkende bombe, der kan skaffe våben og samle tropper, men som man kan miste kontrollen over, hvis han bliver brugt for meget. Kontrollen kunne evt. gå til modspilleren. De arabiske stammer skulle på samme måde kun være delvist kontrollerbare.
Der skulle være en form for medie-element, hvor man udnytter pressen til at skaffe penge eller opbakning til sin sag.
Rundt om Lawrence ville der være en række militær- og mediefolk med div. stats og egenskaber, man kunne bruge til at få militære, økonomiske og politiske fordele.

Så alt i alt forestiller jeg mig spillet som en hybrid af krigs- og politisk spil, med et stærkt "storytelling"-element. hvor man både skal manipulere tropper og medier for at vinde såvel landområder som folkets gunst. Det ville nok bl.a. ske ved begivenhedskort.
Og endelig ville jeg søge at strømline reglerne og holde kortantallet på et niveau, så det ikke behøvede at blive en 4-timers FFG-maraton.

Men som allerede sagt er jeg ikke spildesigner, så jeg er sikker på, at andre ville kunne få væsentligt mere ud af forlægget

[MesterLars]

Lawrence of Arabia er efter min ydmyge mening den bedste film i verdenshistorien, og da den dramatiserer sit oplæg på imponerende vis, er der masser af godt stof til et engagerende spil. Derfor ville spillet tage udgangspunkt i filmen, snarere end i den historiske person.

I gamle dage (dvs. 1980'erne) ville Avalon Hill med statsgaranti have fået et metervare-krigsspil ud af historien. Jeg ville foretrække at hive spillet i en anden retning.

Udgangspunktet er 1. Verdenskrig, hvor England støtter de arabiske stammer i at løsrive sig fra det Ottomanske Rige. Lawrence bliver i første omgang sendt afsted for at undersøge, hvordan tingene skrider frem, men bliver hurtigt selv en integreret del af madstandskampen. Han kræver derfor våben af England til støtte for oprøret, hvilket de ikke er meget for, da stammerne heller ikke skal blive for magtfulde.
Denne del af spillet ville formentlig have traditionelle strategiske elementer, hvor man som englænder/araber skal prøve at indtage diverse ottomanske byer.
Men jeg ville gerne have en overbygning i form af div. karakterer, man kan kontrollere. Lawrence er naturligvis essentiel, og han er interessant, idet han ikke er noget militær geni, men derimod en uhyre karismatisk person, der formår at vinde stammerne for sin sag. Han er også dygtig til at begå sig i medierne. Samtidig er han dog også i stigende grad mentalt ustabil og blodtørstig, og jeg ville derfor forestille mig ham som en tikkende bombe, der kan skaffe våben og samle tropper, men som man kan miste kontrollen over, hvis han bliver brugt for meget. Kontrollen kunne evt. gå til modspilleren. De arabiske stammer skulle på samme måde kun være delvist kontrollerbare.
Der skulle være en form for medie-element, hvor man udnytter pressen til at skaffe penge eller opbakning til sin sag.
Rundt om Lawrence ville der være en række militær- og mediefolk med div. stats og egenskaber, man kunne bruge til at få militære, økonomiske og politiske fordele.

Så alt i alt forestiller jeg mig spillet som en hybrid af krigs- og politisk spil, med et stærkt "storytelling"-element. hvor man både skal manipulere tropper og medier for at vinde såvel landområder som folkets gunst. Det ville nok bl.a. ske ved begivenhedskort.
Og endelig ville jeg søge at strømline reglerne og holde kortantallet på et niveau, så det ikke behøvede at blive en 4-timers FFG-maraton.

Men som allerede sagt er jeg ikke spildesigner, så jeg er sikker på, at andre ville kunne få væsentligt mere ud af forlægget

Jamen det vil jeg da gerne spilteste med dig

De sendte faktisk filmen i søndags på DR2. Og gir dig ret i den var rimelig fængende. Og utrolig flotte billeder.
Det skal dog også siges at jeg kun så 1. halvdel for 3½ times film i træk er da alligevel også noget når nu det slet ikke var meningen jeg ville se den .)

[Gunness]

Hehe, jeg siger til, når spillet er parat
I øvrigt kan man vist få dvd'en smidt i nakken til 8 kr i Bilka. Syret verden vi lever i.

[Jens_Hoppe]

I gamle dage (dvs. 1980'erne) ville Avalon Hill med statsgaranti have fået et metervare-krigsspil ud af historien. Jeg ville foretrække at hive spillet i en anden retning.

Faktisk var det 3W (World Wide Wargames) der lavede et "standard" krigsspil med det emne...

[Gunness]

Ok, det ligner i alt fald noget, AH kunne have pumpet ud - og cirka lige så ophidsende

[Frouvne]

[...] Så alt i alt forestiller jeg mig spillet som en hybrid af krigs- og politisk spil, med et stærkt "storytelling"-element. hvor man både skal manipulere tropper og medier for at vinde såvel landområder som folkets gunst. Det ville nok bl.a. ske ved begivenhedskort. [...]

Det lyder da som et rigtig interessant første udkast. Særligt den politiske del af spillet syntes jeg lyder interessant. Bliver den så kombineret med nogle solide krigselementer og får inkorporeret storytelling-delen uden at den bliver for påklistret, er der da i høj grad potentiale. Er der nogen der ved noget om rettigheder i en sådan forbindelse?

[Frouvne]

Nu har vi efterhånden hørt en del om, hvilke typer af spil, du holder af. Men er det sådan, at du vil sige, at du har en egentlig yndlingsdesigner? Hvem er det i givet fald og ikke mindst hvorfor netop ham?

Samtidig kunne det være interessant at høre noget om dit forhold til det grafiske udtryk. Med den vægtning du læger på det tematiske, er det jo næppe sådan, at du kan syntes det grafiske er ligegyldigt?! Har du nogle eksempler på spil, hvor du syntes, at det grafiske udtryk i særlig grad formår at understøttet det tematiske? Og har du nogle favoritter blandt de grafiske designere, der er med til at lave spil?

Endelig skal du da næsten have lov til at øse lidt af din film-viden. Hvilke film ville du anbefale folk, der gerne vil være lidt mere eksperimenterende i deres filmvalg, men som ikke ønsker for mange møder med elitære film de alligevel ikke forstår?

[Gunness]

Det lyder da som et rigtig interessant første udkast. Særligt den politiske del af spillet syntes jeg lyder interessant. Bliver den så kombineret med nogle solide krigselementer og får inkorporeret storytelling-delen uden at den bliver for påklistret, er der da i høj grad potentiale. Er der nogen der ved noget om rettigheder i en sådan forbindelse?

Der er i alt fald rige muligheder for tema og storytelling.
Rettighederne til filmen ligger hos Columbia Pictures (dvs. Sony). Hvis man helt kunne undgå referencer til filmen, ville det vel være hos hos hans arvinge, men han havde ingen børn, så jeg ved ikke, hvem der så har rettighederne.

[Gunness]

Jeg kan bare ikke fatte mig i korthed

Det med filmene tager jeg lidt senere. Men først….

Jeg lægger helt sikkert en hel del vægt på det grafiske design, både i de tematiske spil og de mere abstrakte. Det er nok også derfor, at jeg aldrig bliver helt pjattet med de her togspil, der er lavet af en blok ternet papir + lidt sprittusch . Hvis jeg gad, kunne jeg jo relativt nemt lave et Puerto Rico eller et LotR: The Confrontation selv – det kræver i princippet bare noget papir, lidt farver (og fx nogle mønter til PR). Men det ville jo føles afsindigt fladt.

Det starter allerede med indpakningen. For mig må et cover gerne være en æstetisk fornøjelse, der matcher indholdet og giver mig lyst til at tage produktet ned fra hylden. Lad mig tage et eksempel fra filmens verden: Jeg hader danske dvd-udgivelser. De ligner typisk noget, der er lavet af en farveblind grafiker i en kulkælder. De danske covers (uanset filmens kvalitet) er for det meste plastret til med grimme citater, a la ”Chili Magazine: herre-nice film!” og ”Femina: 4 stjerner”.

For at tage et dansk, hhv. udenlandsk eksempel.


Tilsvarende med spil. Der er ufatteligt mange kedelige æsker, der hverken formår at signalere indholdet eller giver mig spillelyst. Ikke mindst blandt euro-games, der ofte søger at appellere til familierne. Lad mig uddybe:
Jeg har et blødt punkt for Mike Doyle. Jeg ved, at han er sådan en, der deler vandene. En del af hans brætdesign er overdekoreret i en sådan grad, at det går ud over funktionaliteten. Og han er muligvis lidt af en krukke, der har det svært med kritik. Alligevel. Jeg synes, det har været vildt spændende at følge hans designovervejelser, og så kan jeg lide, at han ind imellem vover pelsen lidt med noget lidt outreret (elitært?). Jeg er især begejstret for hans æske-design.

Lidt original / Doyle-eksempler:


og mit favoriteksempel (den tyske æske er grim grim grim)


Mark Mahaffey er en anden herre, jeg har fået øjnene op for. Han er især god til at lave kort, men han har også lavet nogle indbydende æsker.

I sidste ende skal mekanismerne selvfølgelig være i orden, men jeg kan godt lide en indbydende visuel oplevelse, når jeg spiller. Hvordan har I andre det på den konto? Er det noget, I lægger vægt på?

[Jens_Hoppe]

I sidste ende skal mekanismerne selvfølgelig være i orden, men jeg kan godt lide en indbydende visuel oplevelse, når jeg spiller. Hvordan har I andre det på den konto? Er det noget, I lægger vægt på?

Ja, det er det da. Men som du siger, ikke på bekostning af mekanismerne og af de to ting er det for mig mekanismerne der vejer tungest. Hvilket nok er grunden til at jeg aldrig er blevet den store FFG fan.

Hvad Mike Doyle angår, er jeg lidt ambivalent. Han har lavet rigtig godt artwork, men også nogle rigtige fusere - vi husker måske hans første udkast til Municipium... Dit eksempel med Goa synes jeg heller ikke han er sluppet godt fra. Sjovt nok - med T&E synes jeg godt om både den originale forside (Doris Matthäus?) og Mike Doyle's. Han var ikke bange for at gå nye veje, og det var fint nok, men det virkede som om han tog kritik utroligt personligt, og det dur jo ikke...

(Min sats for billedkunst kan nu nok også ligge på et ret lille sted, og det er generelt ikke noget jeg værdsætter noget særligt. Det er nok én ting jeg har til fælles med Hitler, som efter sigende skulle have sagt at han foretrak kunst hvor han kunne se hvad det forestillede! Jeg kan vældigt godt lide f.eks. guldalder-billeder, men nok mest fordi de nærmest er fotografisk nøjagtige og man derfor får et godt - omend idealiseret - indblik i verden dengang.)

[Gunness]

Misforstå mig ikke - jeg køber ikke en film, fordi coveret er lækkert, og jeg køber heller ikke et spil, fordi æsken er flot eller brættet har labre grafiske detaljer
Et dårligt spil kan ikke reddes af en flot visuel side, men et jævnt spil kan gøres bedre og et godt spil kan gøres fantastisk, hvis billedsiden rammer mekanismer og tema på den rette måde.
Lige præcis Doris Matthäus' pussenussede stil kan seriøst dæmpe min lyst til at spille - jeg gør det selvfølgelig, hvis spillet er godt alligevel, men jeg havde nok fået mere fornøjelse af de pågældende spil med en anden grafiker

[Larsine]

Det betyder meget for mig, og jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at købe Twilight Struggle, ASL eller Glory to Rome, alene ud fra hvordan æskerne ser ud. Det betyder ikke at jeg ikke vil spille dem, men det er umiddelbart ikke noget jeg har lyst til.

Til gengæld har jeg købt spil alene ud fra æsken, og der har helt sikkert været fejlkøb mellem.

Mht. Doyle, så ville han helt sikkert skræmme mig væk fra Tempus og Goa, medens T&E sagtens kunne gå an.

Lars

[Frouvne]

[...] Lige præcis Doris Matthäus' pussenussede stil kan seriøst dæmpe min lyst til at spille - jeg gør det selvfølgelig, hvis spillet er godt alligevel, men jeg havde nok fået mere fornøjelse af de pågældende spil med en anden grafiker

Sjovt nok syntes jeg, at Doris Matthäus' stil ofte passer forbavsende godt til brætspil. F.eks. fungerer det formidabelt fint for mig i et spil som Ursuppe. I.f.t. Euphrat & Tigris syntes jeg nu heller ikke der er noget pussenusset over bræt og brikker - æsken ser måske en smule amatøragtig ud, men det kan jeg nok leve med. Det alternative eksemplar af Tempus du afbilleder syntes jeg afgjort er meget vellykket. Jeg var måske blevet endnu mere skuffet over selve spillet, hvis jeg havde fået det i den æske - men så kunne jeg da stille den frem til offentligt skue.

[Gunness]

. I.f.t. Euphrat & Tigris syntes jeg nu heller ikke der er noget pussenusset over bræt og brikker - æsken ser måske en smule amatøragtig ud, men det kan jeg nok leve med.

Min kommentar gik også kun på æsken (og jeg kan selvfølgelig godt leve med den ) - jeg tror, at selve komponenterne er lavet af en anden.

Jeg synes bare, at Doyle er eminent til at ramme spillets tema mht. stil, teksturer, farvevalg og skrifttype, men han er som allerede nævnt ikke for alle og enhver

[Gunness]

Hr. forumejer havde også vovet pelsen og spurgt til filmidéer, og det kan jeg jo ikke lade passere i tavshed

Først, mht. det elitære: der er en masse fordomme, ikke mindst mht. udenlandske og ældre film. Men det behøver ikke at være højpandet, bare fordi der ikke snakkes engelsk. Tag fx. De Syv Samuraier. En sort-hvid japansk film, der varer 3½ time. Det lyder jo frygtelig indviklet, men når man lokker folk til at se den, er der for det meste enighed om, at den jo egentlig er vældig underholdende og spændende, og egentlig også morsom ind imellem.

Normalt ville jeg prøve at spore mig lidt ind på folks smag og erfaringer, inden jeg kom med forslag. Men her tror jeg bare jeg vil sige:
1) Overvej, om du ser for mange mainstream Hollywoodfilm (traileren til Jerry Seinfelds Comedian giver svaret)
2) Overvej ind imellem at tage i biffen i stedet for at blive hjemme (Jon Stewarts fine lille indslag fra Oscaruddelingen)

Min egen smag går mod tysk og britisk film, klassiske amerikansk film fra ca. 1940-1975 og science-fiction, der prioriterer de gode idéer over effekter - og så lidt blockbustere til at skylle efter med I stedet for at foreslå en masse gamle travere er her lidt alternativer, som en del sikkert ikke har set. Kommentarer modtages gerne!



Intelligent science-fiction:
Moon(2008): der trækkes på 2001 og Silent Running, og det er vellykket trods et lille budget
Dark City (1998): delvist optaget samme sted som The Matrix og deler nogle af de samme temaer - men er på mange måder mere vellykket, og så slipper man for Keanu Reeves. Men jo mindre man ved om plottet på forhånd, desto bedre, så bare se den

Komedie:
Rushmore (1998): 90'ernes mest underfundige og overraskende komedie. For alle med trang til skæv humor.
Brazil (1985): Det er fandme svært at beskrive Terry Gilliams bizarre scifi-satire, men kunne man lide 12 Monkeys, er Brazil endnu mere vellykket. For alle, der føler sig fanget i bureaukratiet ind imellem

Klassikere:
The Manchurian Candidate (1962): fænomenal og intens koldkrigsthriller med Frank Sinatra i hovedrollen (ja, han kan godt spille). En god optakt til et spil Twilight Struggle Glem alt om den tamme genindspilning med Denzel Washington, men hvis du er til mere kommunistforskrækkelse, bør du se Brad Birds (ham med The Incredibles og Ratatouille) glimrende tegnefilm The iron Giant/Drengen og Jernkæmpen. Et intelligent hit for både børn og voksne.
The Treasure of the Sierra Madre/Tre Mand Søger Guld (1948): grådighed og paranoia går hånd i hånd blandt tre guldgravere, der tager ud for at finde lykken men ender med at være ved at slå hinanden ihjel. En fremragende præstation af Humphrey Bogart, og så kan man jo altid se den snotromantiske Casablanca eller den kyniske Ridderfalken bagefter, der også begge er værd at se for et moderne publikum)
Days of Heaven (1978): Lige som hans andre film, bl.a. The Thin Red Line, er Terrence Malicks 1978-drama en yderst flot og meget gribende oplevelse. Og så er Richard Gere for en gangs skyld til at holde ud.

I det småfilosofiske hjørne:
Baraka (1992): Er det verdens flotteste film? Jeg tror det næsten. Og så er der også lidt at tænke over bagefter.
The Fountain (2006): Meget ambitiøs film om liv, død og kærlighed. Kan sagtens ses med kæresten i nærheden, uden at nogen får kvalme eller sukkerchok Jeg havde i alt fald en kæmpe wow-oplevelse med den.

Og endelig.... fra tv-skærmen (ja, lidt snyd, men alligevel medtaget):
The Singing Detective (1986): nogen husker den måske fra 1980'erne? Den holder stadig 100%. En af historiens bedste og mest kreative tv-produktioner. En forfatter til billige knaldromaner ligger på hospitalet, og i sine heftige feberåger får han blandet sit liv sammen med sine roman-karakterer. Og så bryder alle umotiveret ud i sang ind imellem. Det hele er dejligt bizart og kynisk
The Prisoner (1967): en i Danmark ret ukendt åndsfælle til Twin Peaks, med lidt Big Brother og 60'erkitsch smidt ind over og med elementer af sci-fi og thriller. Handler om en britisk agent, der kidnappes og anbringes i en mystisk, total-overvåget landsby, hvor ingen er til at stole på. Virker meget relevant i dag og føles ikke det mindste forældet.