Ja - selvom det kan være et utaknemmeligt arbejde at forsøge at ændre tingenes tilstand (f.eks. gennem opdragelse af børn), når samfundet er med til at påvirke individerne konstant, så kan man godt gå imod strømmen. Der vil dog sandsynligvis være folk, der bliver forvirrede af det (fordi det kolliderer med deres normal-opfattelse), og der er muligvis også folk, der bliver provokeret/stødt over det.Frouvne wrote: Det lægger jo unægteligt et vist pres på alle os opdragere. Men har vi overhovedet et råderum, at udfolde os i, hvis konstruktionerne er så fast forankrede i det omgivende samfund at spil-producenter kan anvende en skabelon som den, du henviser til?
Jep. Jeg vil heller ikke afvise hundrede procent, at biologien har indflydelse i en eller anden form, men den del interesserer mig ikke så meget, da den forklaring ikke på samme måde lægger op til forhandling og mulighed for ændringer. Biologiens svar er for endegyldigt - "sådan er det bare" (hvis jeg nu skal se lidt firkantet på detPræcis hvordan forholdet mellem arv og miljø er, er jeg meget usikker på. Selvom min fornemmelse nok er, at jeg tror, at det biologiske har en større betydning end du, Andrea, så er jeg samtidig af den overbevisning, at det er den anden del, der er mest interessant, da det er her, vi aktivt kan gøre noget.
) og er for meget kassetænkning. Til gengæld giver muligheden for, at man kan ændre på tingene, også et stort ansvar, som kan virke temmelig uoverskueligt.Hvad tænker du på mht. en sikker kønsidentitet?Men hvad er det, man skal gøre? For på den ene side syntes jeg naturligvis, at man skal skabe unikke mennesker med varierede kvaliteter. Men på den anden side er der jo også en funktion i, at man får skabt en sikker kønsidentitet. Og den skabes nok bedst, hvis man forholder sig til ekstremerne, hvilket ofte kan føles provokerende for os voksne.
Nu har du netop anbefalet til mig i en anden tråd, så jeg vil bestemt ikke fraråde dig at spille det med sønnen!Rent spilmæssigt er det således Doom The Boardgame, der har min 4½ årige søns interesse for tiden. Jeg har svært ved at få over mig, at jeg i en sådan situation skulle gøre andet end at følge og understøtte denne interesse. Men det kan jo have nogle konsekvenser... Selv er jeg et produkt af en 70'er opdragelse, hvor nedbrydelsen af kønsmønstrene var central. Kigger man sig omkring og ser på hvilke samfundsmæssige strukturer, der er en konsekvens af det (astronomiske skilsmissetal m.m.) ved jeg ikke, om det nødvendigvis gør folk meget lykkeligere...
Skilsmissetallene afspejler i dag i høj grad, at folk er blevet mere individuelle og hurtigere til at opgive noget, hvis de ikke er tilfredse/lykkelige. Det er også blevet mere acceptabelt/normalt at have flere ægteskaber gennem livet, og det er med at legitimere det som løsning frem for at forsøge at løse problemerne.
De ændrede kønsmønstre har givet mere frihed til folk (i hvert fald på nogle punkter - der er stadig lang vej endnu
), og det er der nogle, der er glade for, og andre der ikke er. Det afhænger vel meget af, om man forstår at udnytte friheden, eller om man føler, at man har brug for faste rammer og stereotyper ("sådan er rigtige mænd/kvinder"), som man kan spejle sig i?
