GermanGames.dk

Leo Colovini designer spil, der ofte har en atypisk kombination af at være meget abstrakte og så samtidig have et væsentligt element af held indført via terninger... Det betyder også, at han er en af de designere, der er meget delte meninger om.

Hvilket spil syntes du er hans bedste? Kom gerne med en kommentar både til dit favoritspil og hvad du i øvrigt syntes om en designer som Leo Colovini.

Ha ha, jeg har prøvet et grand total af 2 af spillene på listen: Kan godt lide Cartagena, og kan ikke lide Clans, så Cartagena it is...

Ja, det er problemet med de afstemninger frouvne. Hvis man ikke har prøvet så mange af spillene, så giver det er dårligt billede ....

Helle wrote:Ja, det er problemet med de afstemninger frouvne. Hvis man ikke har prøvet så mange af spillene, så giver det er dårligt billede ....

Ja, jeg er fuldkommen enig. Antallet af besvarelser kan formentlig også give en smule usikkerheder, når jeg skal til at lave statistik på resultaterne...

Af en eller anden grund syntes jeg, at der er noget meget sympatisk ved Colovinis spil. Man vil næppe nogensinde finde et af hans spil placeret i min top 10 over spil, men til gengæld har han rigtig mange spil, som jeg syntes, det er en stor fornøjelse at spille.

I den lette ende kan jeg fornøje mig utrolig meget med et spil som Familienbande. Det samme gælder spil som Cartagena og Clans, hvoraf nogle måske vil kalde det førstnævnte et børnespil mens andre syntes det er utrolig hardcore. Også Masons er i den bløde ende - men et fint spil med min målestok.

Hans virkelige perler syntes jeg dog er i den lidt tungere med spil som Carolus Magnus, The Bridges of Shangri-La og Magna Grecia, hvor sidstnævnte dog er designet i fællesskab med Michael Schacht.

Denne tiltro til Leo Colovinis designs gør også, at Carcassonne - The Discovery er en af de Carcassonne-titler, jeg forventer, at kaste mig over en dag, på trods af mit lidt anstrengte forhold til Carcassonne.

Faktisk synes jeg, at vi får spillet Carolus Magnus for lidt - men jeg kan også godt lide Clans.

Jeg har aldrig været en Colovini-mand, og har en stærk fornemmelse af at han ikke rigtigt designer "Jens-spil".

Jeg har prøvet Cartagena og Clans, og begge virker på mig ret intetsigende. Hans tungere spil - du nævner Carolus Magnus, Shangri-La, og Magna Grecia har jeg desværre aldrig prøvet, men de lyder interessante.

Jens_Hoppe wrote:Jeg har aldrig været en Colovini-mand, og har en stærk fornemmelse af at han ikke rigtigt designer "Jens-spil".

Jeg har prøvet Cartagena og Clans, og begge virker på mig ret intetsigende. Hans tungere spil - du nævner Carolus Magnus, Shangri-La, og Magna Grecia har jeg desværre aldrig prøvet, men de lyder interessante.

Den brist i din spil-mæssige opdragelse må vi selvfølgelig sørge for at få rådet bod på ved lejlighed! Jeg vil ikke udelukke, at det ville mildne dit indtryk af manden... og så kan det da godt være, at det aldrig bliver din favorit-designer. Men mindre kan vel også gøre det!

Borset fra "et eller andet" så har jeg prøvet alle spillene på listen, og det er uden at kunne lide Leo. Mit umiddelbare indtryk af hans spil er Kaos.

Men jeg kan nu rigtig godt lide Carolus Magnus.

Frovne drop Carcassonne, det er bare carcassonne med andre scorings mekanismer, så det er ikke for dig.

akwlinka wrote:Borset fra "et eller andet" så har jeg prøvet alle spillene på listen, og det er uden at kunne lide Leo. Mit umiddelbare indtryk af hans spil er Kaos.

Men jeg kan nu rigtig godt lide Carolus Magnus.

Frovne drop Carcassonne, det er bare carcassonne med andre scorings mekanismer, så det er ikke for dig.

Først og fremmest tak for advarslen! Ja, der er en del kaos i flere af Colovinis spil. Med dog ikke dem alle. F.eks. ikke i: The Bridges of Shangri-La, og Magna Grecia og så vidt jeg erindrer (men uden at have spillet det) er et spil som Meridian også helt renset for held-elementet.

Kaos er normalt også noget, jeg reagerer negativt på, så jeg kan sagtens forstå at man kan have forbehold overfor en del af hans spil. Af en eller anden grund tiltrækkes jeg dog også af denne lidt uvante sammensmeltning af yderst abstrakte spil, som mange af Colovinis er, med held-elementet.

Altså for mig at se er der altså ikke særligt meget kaos i hverken Clans, Cartagena eller Carolus Magnus for den sags skyld ... og altså heller ikke Mauerbauer ... hvori skulle kaos bestå?

Jeg synes at spillene rummer en del kaos. Det kan vel betragtes som det modsatte af kontrol, eller muligheden for at forudse begivenhedernes gang. Begge dele er noget nær umuligt i en del af Colovinis spil. Der sker en hel masse, og det må du så forsøge at få det bedst mulige ud af med de ressourcer du nu har til rådighed.

Det er en stærkt medvirkende faktor til at jeg generelt ikke er synderligt begejstret for Colovini-spil.

Stony wrote:Jeg synes at spillene rummer en del kaos. Det kan vel betragtes som det modsatte af kontrol, eller muligheden for at forudse begivenhedernes gang. Begge dele er noget nær umuligt i en del af Colovinis spil. Der sker en hel masse, og det må du så forsøge at få det bedst mulige ud af med de ressourcer du nu har til rådighed.

Det er en stærkt medvirkende faktor til at jeg generelt ikke er synderligt begejstret for Colovini-spil.

ja her rammer du vist præcis det jeg mener, Tro jeg

Heldigvis tager de ikke lang tuid at spille, så når jeg bliver overtalt er smerten hurtig ovre

Men en del af charmen er da netop, at man ikke altid behøver sidde med lange store og komplicerede planer, men netop skal navigere i forhold til, hvad der netop sker i spillet - men jeg synes egentligt, at flere af spillene på den måde er meget fine ... og flere af de spil jeg har spillet er jo netop - og heldigvis charmerende ukomplicerede ...

Ikke fordi jeg ikke kan lide mere komplicerede spil, men jeg finder det befriende, at det også indimellem handler om at tænke mere kortsigtet."

Helle wrote:Men en del af charmen er da netop, at man ikke altid behøver sidde med lange store og komplicerede planer, men netop skal navigere i forhold til, hvad der netop sker i spillet - men jeg synes egentligt, at flere af spillene på den måde er meget fine ... og flere af de spil jeg har spillet er jo netop - og heldigvis charmerende ukomplicerede ...

Ikke fordi jeg ikke kan lide mere komplicerede spil, men jeg finder det befriende, at det også indimellem handler om at tænke mere kortsigtet."

Det er også meget individuelt, hvad man foretrækker i et spil. Hvis man er typen der forsøger at planlægge lidt frem, og man finder det kropumuligt at gøre, kan det være en frustrations-faktor.

Jeg mener det var Scott Nicholson der i sin anmeldelse af Aqua Romana (vistnok), at han i sit første spil følte sig frustreret af netop denne årsag. Han sad og forsøgte at planlægge, men når det så blev hans tur, var alting ændret så det planlagte ikke duede til noget. Næste gang lod han være med at planlægge frem, og havde mere fornøjelse af spillet.