Mikro-spil

[Frouvne]

Jeg ved ikke om det var Love Letter der startede bølgen, men i godt og vel det sidste års tid har der været en bølge af mikro-spil hvis komponenter ofte udgøres af 13 kort og måske et par træ-kuber ... sjældent meget mere og sjældent meget mindre. Er det en interessant tendens eller er det ganske simpelt en lidt for tynd kop the, der i den grad bliver malket af diverse Kickstarter-projekter fordi det er blevet så let at handle online og et par dollars for de fleste er et ubetydeligt beløb?

[40crew]

Jeg kunne ikke lade være med at bestille Province, da det blot kostede 5$. Men det har skræmt mig væk fra mikrospil. Jeg kan nærmest ikke være bekendt at fortryde et køb til det lave beløb, men efter to spil kommer jeg aldrig til at spille det igen.

På den anden side er jeg virkelig glad for Coup, som koster lidt mere, men vel stadig går ind under mikrospil.

Forskellen er nok hvilken niche de forskellige spil dækker. Province er et mikro-euro spil, der involverer cube pushing (papstykker godt nok) og victory points. Der er en lille manchala ala den i Trajan, men spillet er godt nok tyndt, og det bryder jeg mig ikke om i mine euro spil. Coup er et deduktionskortspil med gode komponenter (16 kort og en masse pap-mønter), og lover hverken mere eller mindre. Begge spil tager omtrent samme tid, men jeg keder mig over Province.

Jeg synes der er mange interessante mikrospil på vej, men jeg må nok indrømme at jeg forsøger at undlade at give dem for meget opmærksomhed, med tanke på mine erfaringer fra Province.

Jeg håber i kan overbevise mig om at der er andre mikro'er der rent faktisk er noget værd.

[Gunness]

Love Letter har vi haft meget sjov ud af herhjemme, men ellers er du inde på det rigtige - man lader sig lokke af pris og af, at noget kan være så kompakt og alligevel så hylende morsomt.
Hvis det ellers er morsomt

Tag sådan noget som Coin Age - det er vel mest imponerende, at man trods alt kan få et spil ud af så få komponenter. Er det sjovt efter nogle få gange? Det skal jeg ikke kunne sige.
Jeg kan også huske, at mange af os hoppede på det episke (5 kort) mesterværk Where Art Thou, Romeo, som vel mest var interessant, fordi det kostede mindre end ingenting. Det samler vist kun støv rundt omkring, og de få, der har spillet det, var vist ikke mere end almindeligt imponerede. Asmadi har udsendt Win, Lose, or Banana, som er helt nede på 3 kort. Mange af de helt små spil virker mere som enten rendyrket bluff eller som en matematikopgave med komponenter, der lige så godt kunne have været lavet med et blankt stykke papir.

Så.... jeg er ikke overbevist, men det skal selvfølgelig ikke hindre mig i at falde for en lav pris en anden gang.

[Frouvne]

Jeg vælger at betragte Win, Lose, or Banana som en joke. Det håber jeg virkelig det er! Where Art Thou, Romeo ligger også et eller andet udefinerbart sted hjemme hos mig og det kan jeg ikke se kan komme til at blive spillet. Jeg tror efterhånden jeg føler, at jeg har smidt et par dollars væk lidt for mange gange, så jeg tror også jeg vil være mere kritisk i fremtiden i forhold til den slags projekter. Kan dog stadig rigtig godt lide ideen om at kunne lave noget så minimalistisk som samtidig er interessant nok til at kunne fange interessen for en tid. Love Letter og Seiji Kanais varianter heraf syntes jeg viser, at noget interessant kan laves. Krydser stadig fingre for at nogle andre af de nye japanske mikro-spil på samme vis kan overraske. Håber også at en titel som Eminent Domain: MICROCOSM kan presse noget der ligner et rigtigt spil ud af 34 kort. Men det er måske også lige på grænsen til, hvad man kan kalde et mikro-spil?! Er der nogen, der har en god definition?

[Frouvne]

... og BGG er også selv hoppet med på vognen:

http://boardgamegeek.com/thread/1260297 ... ickstarter
https://www.kickstarter.com/projects/bo ... te-zombies

[Jens_Hoppe]

Jeg kan rigtigt gode lide idéen med mikrospil, men i praksis er der sjældent nogen af dem der tilfredsstiller. Love Letter har jeg haft mange gode spil af; både med familien, som filler i lufthavnen på vej til Essen, som noget man kan hygge sig med med vennerne efter nogle øl, den slags. Men det er ikke et spil jeg sådan rigtigt kan tage seriøst, og den oplevelse det giver er ikke den type oplevelse jeg normalt leder efter i brætspil. Måske et "Jens-spil" simpelthen kræver flere bevægelige dele end mikrospillene råder over?

Love Letter (og dets efterkommere, de forskellige Lost Legacy-sæt) er så også stort set det eneste mikrospil jeg har prøvet, som har den charme der gør, at jeg overhovedet gider beskæftige mig med det. Da jeg præsenterede folk for mit hjemmelavede eksemplar af Coup ved after-Essen for to år siden, var der vist ikke rigtigt nogen ved bordet, der kunne se dets kvaliteter. Dette års Empire Engine var ret frygteligt. Province var OK, men det ville klart have fungeret bedre, hvis det ikke absolut skulle implementeres som et mikrospil.

Som sagt, idéen med mikrospil kan jeg godt lide, mest fordi den modsatte ende af spekret, kæmpespil med for store æsker, hundredevis af kort og brikker og en helt unødvendig mængde af redundans, irriterer mig. Men i praksis bliver det bare for meget, når man skærer de bevægelige dele helt ind til benet...

[Gunness]

... og BGG er også selv hoppet med på vognen:

http://boardgamegeek.com/thread/1260297 ... ickstarter
https://www.kickstarter.com/projects/bo ... te-zombies

Til $11 er det jo ikke helt gratis, og så er vi tilbage ved, at man let hælder en masse penge i diverse småtterier, der hverken er fugl eller fisk, i stedet for at samle pengene og så købe ét, godt spil. Jeg mener, 15-20 kr. for Romeo-spillet er da billigt, men hvis det aldrig kommer ud af æsken (eller ziplocken), er det alt for dyrt

[Larsine]

Jeg elsker Mikro-spil, men det er desværre ikke dem alle sammen der fungere helt som jeg gerne vil have dem til det. jeg har investeret i en del af dem, mest fordi det stort set svarer til at købe en menu hos McDonald eller tilsvarende. Ikke noget jeg gør tit, ikke noget jeg finder stor kulinarisk nydelse i, men alligevel helt OK når det sker. Selv hvis jeg kun får spillet det pågældende spil (til <100 kr.) en enkelt gang, så er spilværdien (kr. pr. spiller) så lav at jeg sagtens kan leve med det. Jeg har meget dyrere spil som ikke engang er blevet spillet en enkelt gang, og det er da mindst lige så meget spild af penge, selvom spillene måske teknisk, produktionsmæssige og spilmæssigt, er bedre en de spillede mikro-spil.

Love Letter er sjovt, hurtigt og nemt. Jeg har det næsten altid med når vi er steder hvor der er en chance for at komme til at spille, og ind til videre vil jeg nok altid være med på et spil. Det fungerer inden for de præmisser der er sat for spillet. Spillet 14 gange.

Where art thou Romeo? var da meget sjovt, men der var desværre noget der ikke helt fungerede. Måske var det bare det kaos der skete når alle råbte at de var Romeo, eller når ingen påstod det, eller de 30 sekunder hvor alle snakkede i munden på hinanden. Jeg ville gerne have det til at fungere, men har pt. ingen idé til hvordan det kunne forbedres. Spillet 8 gange.

Coin Age virkede en smule for tilfældigt for et 2-personers spil. Det er dog ikke helt afskrevet endnu, og er sikkert et af dem det kommer med på ferie. Spillet 2 gange.

Burgoo har jeg ikke fået spillet endnu.

This Town Ain't Big Enough for the 2-4 Of Us er endnu et tile-laying spil. Det fungerede helt OK, og virkede som en miniudgave af Meine Schafe Deine Schafe. Der er 3 ekstra varianter i spillet, og det virkede helt klart bedste hvis man inkluderede de to første af disse. Spillet 3 gange.

Eight-Minute Empires virkede helt fint, endda så meget at det straks kom på min ønskeliste, og jeg har netop tilbudt at købe det af Annemette. Spillet 1 gang.

String Railway fungerede 100% første gang jeg spillede det, og det røg straks på ønskelisten. Men da jeg endeligt fik det, spillede jeg det med de forkerte. Det fungere altså ikke med folk der stille spørgsmålstegn ved alt, og partout skal forsøge at udnytte alle huller. F.eks. når man skal diskutere hvordan man må lægge sin snor, eller hvor meget at snoren der skal røre ved den næste station. jeg vil meget gerne spille det igen, men det skal være med andre spillere. Spillet 2 gange.

[Frouvne]

Det mindste og sikkert også bedste rigtige mikrospil i min samling er en selvproduceret version af Micropul, der er så småt at det kan ligge i den mindste zip-pose jeg kunne finde og som man nok (i min udgave) ville kunne have 10-12 eksemplarer af i forlommen uden at blive generet.

http://boardgamegeek.com/boardgame/10660/micropul