I går fik jeg, af alle ting, mulighed for at medbringe og spille brætspil til et socialt arrangement på arbejdet med mine nærmeste kollegaer. Udover mine brætspil havde en kollega også medbragt sin
Nintendo Wii, og med brug af afdelingens vægmonterede 52" plasmaskærm var det meget populært. Der blev i hvert fald spillet tennis, golf, bowling og boksning til den store guldmedalje.
Men det var heller ikke svært at finde nogen til brætspil. Det blev først til
Lexio, der generelt blev positivt modtaget (alle undtagen mig kender tilsyneladende kortspillet "røvhul", så min standardintroduktion til reglerne er efterhånden bare "koreansk røvhul med brikker i stedet for kort!"). Jeg synes i hvert fald at Lexio er et rigtigt godt spil, og jeg har faktisk endnu ikke spillet det med nogen, som ikke kunne lide det.
Dernæst bragte jeg
Heckmeck /
Pickomino frem, og igen var det en stor succes. Selv kan jeg godt lide det som en lille hygge-filler, men skal jeg kritisere noget, synes jeg at spillet trækker lidt for langt ud - og så er tre spil i træk for mange for mig. Mine kollegaer havde det åbenbart ikke sådan.
Til sidst fik jeg afprøvet mit nye
Um Reifenbreite, Spiel des Jahres vinderen tilbage i 1992. Spillet er et let, rimeligt hurtigt hyggespil om landevejscykling. Sådan lidt Formula De-agtigt, bare med cykler i stedet for racerbiler. Her har man et felt af ryttere, i hver tur rykker alle ryttere en efter en baseret på et terningslag, og man starter altid med den rytter der er længst fremme.
Der er dog en del små regler, som er med til at give spillet et utvetydigt cykelfeel: Når en rytter rykker frem, kan de bagvedliggende ryttere for det meste følge efter ham uden terningslag, så på den måde er der tendens til at feltet holdes samlet. Dog kan spillere spille energikort som erstatning for terningslag - dette garanterer højere rykkegennemsnit, og giver desuden også mulighed for at "gå i udbrud". Gør man det, kan de bagvedliggende nemlig ikke rykke med en, men må pænt vente på egen tur & terningslag.
Strabadserne på landevejen simuleres også vha. terræn. På banen findes både en brostensstrækning og et par bjerge, og det er generelt temmelig hårdt at forcere disse. Ofte vil man opleve at feltet splittes opad et bjerg, med nogle ryttere i udbrud, og med resten af feltet halsende langt bagefter.
Så som et let hygge-cykelspil fungerer det egentlig udmærket. Er det så rigtig sjovt? Tja, jo, jeg morede mig meget fint, men det samme kan jeg ikke sige om alle mine kollegaer, og personligt må der godt gå lidt tid inden næste gang jeg skal spille det. To spil/løb blev det til, og det var rigeligt
Um Reifenbreite for én dag.