I KBK i går blev det bl.a. til et gensyn med
Stone Age. Denne gang føltes spillet mindre forvirrende end i mit første spil, dvs. jeg var lidt bedre med, men vinderen formåede stadig at hive en sikker sejr hjem i sidste tur på en måde jeg slet ikke havde overvejet var mulig. Lidt frustrerende måske, men i sidste ende sikkert et godt tegn for spillets "holdbarhed".
Vi fik også prøvet Martin Wallace's nye industri-økonomispil,
Tinners' Trail. Jeg er jo en stor fan af hans foregående spil,
Brass, men lad mig bare sige det som det er:
Tinners' Trail er slet ikke i samme klasse som
Brass.
Kort fortalt har man i spillet et kort over Cornwall, og de enkelte felter bliver i starten af spillet seedet med kobber-, tin- og vandkuber. Kobberet og tinnet er det man gerne vil udvinde, mens vandet repræsenterer hvor vådt området er, og derfor hvor meget man skal bruge af ressourcer til at afvande området for at undgå at minerne oversvømmes.
Spillet kører over 4 ture, og i hver tur udfører spillerne
actions. Med en mekanisme hugget direkte fra
Jenseits von Theben tager hver enkelt action
tid, og det er hele tiden den spiller der aktuelt har brugt mindst tid, som har tur næste gang. Alle spillere har max. 10 tidsenheder at bruge hver tur.
Aktionerne omfatter dels de centrale 1) at udbyde et område uden en mine til auktion, hvorefter vinderen får lov til at placere en mine dér, og 2) at udvinde metal fra en mine man allerede har. Derudover kan man bruge aktioner på at tilegne sig
developments, som placeres i områder og gør disse bedre. Developments inkluderer havne, jernbaner, minearbejdere, damppumper, og afvandings-kanalsystemer. Flere af disse øger kapaciteten af minen i området, og nogle fjerner også vand i området.
Når alle spillere har udført deres aktioner, sælges alle udvundne metaller for penge, og pengene kan man derefter enten købe VP for, eller gemme til næste turs investeringer.
Et par typiske, finurlige Wallace regler inkluderer: 1) Man kan lave en aktion der varer 1 "tid" og som bare giver £1. Denne aktion hedder "Sælg tærter", da dette tilsyneladende var en yndet bibeskæftigelse i minemiljøet den gang.

2) Hele "brug penge på at købe VP" mekanismen repræsenterer at man investerer sine penge
udenfor Cornwall! Målt på VP har hele ens fine mine-kompleks på brættet altså ingen værdi, det handler bare om at hive nogle penge ud af det, som man så kan bruge på noget mere "fornuftigt".
Det viser sig hurtigt at developments er centrale for succes, og da der hver tur er et stærkt begrænset antal af dem til rådighed, udvikler spillet sig meget til at handle om at manipulere turrækkefølgen, så man har tur på det "rigtige" tidspunkt, snarere end til at handle om at få et økonomisk system til at hænge sammen. Generelt kan man sige at spillet virker både simplere, mere tilfældigt, mindre tematisk og i det hele taget meget mindre som et økonomispil end
Brass gør. Så ikke alene var det ikke et "wow!" spil som
Brass var, det var i det hele taget lidt skuffende.