Fordi det er en kæmpe OPLEVELSE, selvfølgelig! Det er en "forlænget weekend" miniferie, hvor man i stedet for at se på kunst og drikke kaffe i en eller anden storby, oplever noget der har med ens hobby at gøre. Man kommer til et brætspils-mekka, hvor man både kan få og prøve de nyeste spil, møde berømthederne, og snakke med folk man kender og ellers ikke ser så tit. En ferie der helt er centreret omkring en af ens største interesser.
Så kan det godt være at der er køer et par steder, men det kunne der sikkert også være ved indgangen til det kunstmuseum man absolut skal se i forbindelse med sin storbyferie. Mange mennesker? Det er der også i Harrods. Min tur til Essen var alt i alt stadig mindre crowded og stressende end den forlængede weekend jeg holdt i London i foråret.

Der er også dårlige grunde til at tage derned: At få billige spil er en af dem. Det kan godt være man kunne få Khronos til 10 euro, men det nok stadig været billigere at bestille det hjemmefra. Hvis det bare er for at få nye og sjældne spil begynder det også at virke vanvittigt, når man ser på hvor mange $ man lægger pr. spil.
Nej, den eneste grund der holder er at man gør det for oplevelsen. Man tager på brætspilsferie. At snakke med nogle udenlandske gamere, og gå på restaurant et par dage og få god mad er for mig en lige så stor del af turen som det at få nogle spil med hjem i bagagen.