Vi har så mange planer med de små poder; i en periode hed det sig vist endda, at de var projekt-børn - underforstået de voksnes projekt. Og det ærgrer mig derfor i den ånd, når man på solide børnespilsproducenter som Habas spilleæsker skal læse om et spil er godt for øje-hånd-koordinationen, for samarbejdsevner og så videre. Og i virkeligheden er der selvfølgelig ikke noget i vejen med en god brugervejledning. Mit spørgsmål er vel blot, om de vigtigste formål med at spille bliver overset og måske går tabt, hvis brætspillene bliver brugt i en indlæringsmæssig sammenhæng.
Nu er der jo ikke i sig selv noget i vejen med at lære noget, mens man har det sjovt. Men der rejser sig vel også et principielt spørgsmål om, hvad det er vores børn lærer sig, hvis al indlæring skal foregå gennem leg. En væsentlig del af at kunne gennemgå en lang uddannelse er at kunne behovsudskyde. Og måske er det bare en gammeldags holdning, jeg har... måske behøver det ikke være sådan?!
Spørger jeg min søn på godt 4½ år, hvad han vil spille, vil han nok sige: Können Schweine fliegen? (hvis han ikke i stedet vælger et af vores voksenspil...
). Können Schweine fliegen? er i den grad et tysk spil, der sælger sig på, at være lavet af en autoritet indenfor feltet; i det øverste hjørne af spilæsken ses et billede af en ældre herre og øverst bærer æsken overskriften: "Professor Heinz Sielmanns Tierwelt".
Og jeg må erkende, at det faktisk er ret spændende at begive sig ind i Professor Heinz Sielmanns Tierwelt; en væsentlig del af skylden må selvfølgelig tilskrives en afsmitning af min søns engagement men også det faktum at spillet sætter mig i en situation, hvor jeg får lyst til at slå nogle dyr op for lige at se om det kan være sandt, at strudsen har skel og hvordan mon man definerer antallet af lemmer på dyr...
Nå ja, måske er de ikke så skadelige spillene... gad vidst om det vil blive ved med at løbe mig koldt ned ad ryggen, når jeg ser den slags anprisninger eller mon min indstilling til dem vil ændres?!
