Jeg fik også spillet en masse fine spil på Djengis-Con.
Fredag startede med en introduktion til Allans
Wars of the Roses: Lancaster vs. York. Til trods for store forhåbninger til spillets kvalitet, endte jeg med at konstatere at spillet nok ikke er noget for mig. Komponenterne er rigtigt flotte, men gameplay var jeg ikke glad for. Vi er i solidt eurogame-territorium, mere specifikt taler vi om et El Grande-lignende
area majority spil, hvor spillerne forsøger at opbygge indflydelse i spillets seks regioner, og hvor der hver tur gives points til første- og andenpladsen i hver region. Ens handlinger er styret af en Wallenstein-lignende hemmelig og simultan planlægningsfase, som i mine øjne gjorde det meste af spillet til en kaotisk og tilfældig omgang, hvor man skød i blinde og håbede man ramte "rigtigt" i ens angreb og forsvar.
På den anden side kunne jeg så endegyldigt stryge spillet fra min liste over potentielle indkøb, så det var jo meget godt.
Bagefter stod den på
Die Speicherstadt. Det virkede som et klassisk tysk auktions/bydespil i den lette og hurtige ende. Rimeligt underholdende og velfungerende, men jeg kan ikke blive klog på om der er noget der ligesom får det til at skille sig ud fra mængden af andre lette, hurtige spil.
Sent fredag aften syntes vi så var et godt tidspunkt til at spille
Homesteaders. Og det var det faktisk, selvom trætheden begyndte at melde sig de sidste par ture (hvor vi var henne efter kl. 2) - og træthed er ikke noget der lige hjælper når man skal finde ud hvor meget man kan tillade sig at byde, når man samtidig skal låne en del for at kunne lave en stål, et æble og 5 trade tokens om til en ko og en kobber, så man kan købe den bygning man bød på retten til at bygge!
Lørdag formiddag fik jeg brugt på en opsummering af
Arkham Horror reglerne, så vi kunne være klar til vores begynderspil efter frokost. Vi var fem spillere, og vi havde nogle underholdende timer. Noget tilfældigt føltes det naturligvis, og stakkels Helle var vist lidt frustreret over at bruge en stor del af spillet
lost in time and space. Men det er jo (desværre) nok den slags man må forvente kan ske, og
Arkham Horror gav afgjort indtryk af at være et "oplevelsesspil", hvor det er dynamikken og interaktionen i spillergruppen der egentlig bærer oplevelsen. Jeg syntes vi hyggede os vældigt godt (og vi endte med at pumpe the Ancient One fuld af tommy gun-bly i den afgørende kamp!), men jeg kan sagtens forestille mig at
Arkham Horror kan være en ulidelig og frustrerende oplevelse hvis det spilles under mindre ideelle forhold.
Lørdag aften blev det til et spil
Carson City. Der blev ikke brugt nogen variantregler, og denne gang fungerede det da også OK med terningerne (hvilket ikke altid er tilfældet). Som den eneste der havde prøvet spillet før lykkedes det mig (lige akkurat!) at hive en sejr hjem, ved at investere i masser af jordlodder, bygge en del ranches og drugstores, og ved i sidste tur at tage
The Banker (cash limit $120), så jeg kunne veksle alle mine mange penge til VP til kurs $6.
Senere lørdag aften slappede vi så lidt af med
Incan Gold. Som altid med spillet var stemningen høj, og der blev bandet og whinet højlydt når inkatemplet viste sig fra sin værste side og gang på gang jordede os med sammenstyrtninger, edderkopper og mumier! Placeret lige på grænsen mellem let eurogame og egentligt
party game synes jeg faktisk at
Incan Gold er noget nær den perfekte filler - og det skalerer endda perfekt og kan spilles af alt fra 3 til 8 spillere uden at det betyder det fjerneste for nedetid eller samlet spilletid.
Søndag blev det kun til et enkelt spil (strengt taget til 3/7 af et spil!), nemlig forfaderen til alle de tunge eurogames,
Die Macher. Det er et spil jeg på en eller anden måde har præsteret aldrig at have fået prøvet, så det var kærkomment med en introduktion. Og det virkede faktisk som et OK spil: Set med nutidens eurogame-briller på er det selvfølgelig alt, alt for komplekst og ikke mindst
langt, men der var mange aspekter af det der virkede virkelig interessante. Især spilletiden er desværre nok en tungtvejende grund til at spillet sikkert ikke kommer på bordet særligt tit.
Og det var så hvad jeg nåede på Djengis-Con!
