I går fik jeg så
A Few Acres of Snow på bordet, og det blev til to spil, begge med mig som franskmand (og lad os bare allerede nu afsløre at der resultatmæssigt var rigelig lejlighed til at råbe "Vive la France!", hvilket jeg da også gjorde en del).
AFAoS er som bekendt en pudsig blanding af historisk krigsspil ("French and Indian War", eller krigen mellem Storbritannien og Frankrig i Nordamerika i forbindelse med Syvårskrigen) og eurogame "deckbuilder" a la Dominion.
Mens man sikkert kan komme med gode argumenter for hvorfor en mekanisme som deckbuilding kan have sin tematiske berettigelse i et historisk krigsspil, var mit indtryk nu primært at det føltes rimeligt
gamey, og at det ikke rigtigt virkede som om det var en specielt begavet måde at simulere noget som helst på. Men når det er sagt, fungerede det nu alligevel aldeles glimrende set ud fra en spilmekanisk synsvinkel, og spillene var rigtigt underholdende.
I AFAoS skiftes spillerne til at lave to aktioner, som omfatter alt fra ekspansion ("settle" en lokation, eller belejre en fjendtlig by), indianerangreb, befæstning af byer, forskellige indkomst-relaterede aktioner, og hånd/deck-manipulerende aktioner. Efterhånden som man grundlægger nye byer eller indtager de fjendtlige, får man flere og flere lokationskort svarende til disse nye lokationer ind i sit deck, og dette er, i bedste Dominion-stil, med til at udvande effektiviteten af de andre kort i ens deck.
Belejringer er en potentielt langvarig, tovtræknings-agtig affære, hvor spillerne i deres tur kan tilføje militærkort til deres side af kampen, hvilket forskubber balancen i belejringen. Hælder balancen tilpas meget til en spillers side, vinder han belejringen i starten af sin tur. Effekten af denne mekanisme er at det bliver fristende at eskalere konflikten så længe man kan, omend det givetvis nogle gange bedre kan betale sig at opgive projektet tidligt.
Spillet er dejligt asymmetrisk: Briterne har mange flere kort med "settler-symbol" på, hvilket gør det nemmere for dem at settle de gode lokationer og opgradere landsbyer til byer. De kan også med lidt god vilje gøre sig militært dominerende, i hvert fald sålænge kampene er ude ved kysten, hvor flåden kan gøre en forskel. Franskmændene derimod har et stort bagland som giver mange points, og kan tjene styrtende med penge på handel med skind!
En noget "fiddly" ting ved spillet er kortet, mere præcist hele grafen af lokationer og hvordan de hænger sammen. Dels er forbindelser (for settle og siege) ikke direkte markeret på kortet men alene på lokationskortene, og dels er der mange forbindelser man ville forvente at finde, som simpelthen ikke er der: Hvis briterne tror de kan marchere direkte mod Quebec via Kennebec (hvilket man godt kunne forvente ved at se på kortet), kan de godt tro om igen: Kennebec er en blindgyde for begge parter, og kan derfor alene benyttes som udgangspunkt for indianerangreb. Spillerne har heller ikke de samme lokationskort, og derfor heller ikke samme potentiale for ekspansion: Både briter og franskmænd har mulighed for at settle/angribe Cumberland i den sydlige del af brættet, men kun briterne har et lokationskort for stedet, og det er derfor kun dem der kan benytte stedet som base for videre ekspansion.
Alt dette betyder at man med fordel kan nærstudere lokationskortene for at se hvad der overhovedet er muligt i spillet, så man ikke kaster sig ud i en ekspansionsstrategi som det senere viser sig ikke kan lade sig gøre.
Vores første spil var et kort prøvespil, da min modstander som brite hurtigt fik rodet sig ud i lidt af en anti-strategi: Han mistede startbyen Pemaquid ved kysten, og havde med en håndfuld døde kort og ingen penge svært ved at komme tilbage efter det.
Det var en fin idé at nulstille spillet, for vores første korte spil havde givet os en meget bedre fornemmelse for det mekaniske i spillet: Selvom spillet på papiret virker ret uoverskueligt og fiddly (med intet mindre end 21 forskellige slags actions at vælge imellem!), går det i praksis rigtigt hurtigt og nemt med at forstå hvad det er for nogle ting man kan og ikke kan.
Vores andet spil var en noget mere lige affære, hvor briterne fik oprustet militært (ved at drafte nogle ekstra militærkort ind i deres deck), og derfor kunne begynde at presse mine byer ved kysten. I løbet af spillet mistede jeg Halifax og det blev også til to lange forsøg på at indtage den franske fæstning ved Port Royal, men den holdt heldigvis stand begge gange. Briterne opgraderede også landsbyer til den store guldmedalje (hvilket dels giver flere points, og dels fungerer som et spilur, da spillet stopper når en spiller har bygget alle sine byer eller landsbyer), mens jeg som franskmand ekspanderede inde i landet.
Briterne byggede til sidst deres sidste store by, i klar forventning om at det måtte give en sikker sejr. Jeg havde en sidste tur til at gøre noget, og opgraderede en af mine byer (Montreal). Ingen af os havde imidlertid gjort os den umage at tjekke om antagelsen om den britiske sejr holdt vand, og da vi til sidst talte points kunne jeg til begges store overraskelse hive en snæver 59-56 sejr hjem: Det viser sig at de franske byer inde i landet kan give rigtigt mange points - flere end vi lige havde forventet.
A Few Acres of Snow var sjovt - rigtigt sjovt. Det balancerer meget præcist mellem to genrer af spil, og man har faktisk både fornemmelsen af at spille et historisk krigsspil (og det er jo altid godt
) OG en sjov, Dominion-agtig deckbuilder. Og når man lige har fået de forskellige aktioner ind under huden, går spillet endda rigtigt tjept. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alternative strategier som jeg gerne vil prøve næste gang - det må være en god ting!
Vi stoppede spillet efter en mislykkedes britisk belejring af Port Royal (igen!) adskillige ture senere, efter et (halvt) spil som havde været meget lige, rent militært. Jeg havde tjent styrtende med penge som franskmand, mens briterne var fattige, og jeg stod i det hele taget godt.