Hvor objektivt kan du vurdere dine egne spil?

[Frouvne]

Måske er det et lidt fjollet spørgsmål ... men jeg har på fornemmelsen, at ejerskabet af det spil der spilles, har betydning for vurderingen af spillet. Hvis man ser bort fra det helt åbenlyse i, at der nok ligger nogle gode grunde til grund for at den der ejer spillet, har erhvervet sig det, så tror jeg, at også andre faktorer kan spille ind. I sidste uges emne blev det nævnt, at det at man økonomisk har investeret i et spil, kan have en effekt i forhold til at man over for sig selv skal kunne retfærdiggøre investeringen. Særligt hvis der er tale om et (alt for) dyrt spil. Men jeg tænker, at der også kan være andre investeringer af mere psykologisk art, der kan være med til at give bias; eksempelvis at man har brugt tid og energi på at sætte sig ind i reglerne, at der er tale om et spil fra ens yndlings-designer etc. Tror I, at der er noget om snakken og kan I evt. komme med andre eksempler på faktorer, der kan spille ind i forhold til at danne denne forudindtagethed?

[Michael_Olsen]

I hvilken sammenhæng spørger du Frouvne? Hvad jeg mener er, i hvilken situation "vurderer" folk deres spil?

Grunden til jeg spørger er at jeg tænker du måske spørger i forhold til bgg ratings. Men de er netop *ikke* tænkt som en objektiv vurdering, men er derimod en indikator af hvor meget man har lyst til at spille et specifikt spil. Og de 2 ting hænger naturligvis ikke nødvendigvis sammen.

[Frouvne]

Vurderinger er vel som sådan kun interessante, fordi de er subjektive. Og det må man så tage med i sin vurdering, hvis man gerne vil vide hvordan man selv ville tage imod det. Så det er ikke fordi jeg på nogen måde syntes der er noget galt i effekten. Jeg har bare nogle gange studset over både mine egne udtalelser og mine medspilleres, når vi har prøvet et spil og tænkt, at hvis det var en anden, der havde medbragt spillet, havde vi måske hver især vurderet det anderledes. Og spørgsmålet stilles således langt henad vejen som en personlig undren over hvilke andre mere eller mindre skjulte faktorer, der kan have indflydelse på, hvad jeg syntes om et spil. Har nok haft illusioner om, at jeg mere nøgternt har vurderet spillet ud fra dets mekanikker m.m., men tror efterhånden også at faktorer som en kedelig første-gangoplevelse, hvor man totalt bliver fejet af bordet eller hvor man fornemmer at en anden spiller ved bordet ikke har en god oplevelse, at en spiller er voldsomt præget af AP undervejs eller en tredje øffer over et dårligt træk han gjorde etc. betyder utrolig meget for min endelige vurdering af et spil. Nogle gange betyder det, at et spil alt for hurtigt afskrives eller at et andet spil slet ikke kan leve op til førstehåndsindtrykket, når man nogen tid senere får det på bordet igen.

[Michael_Olsen]

Så du spørger om vi vurderer spil ligesom alt andet her i livet?
Ja; jeg tror der er en "menneskelig faktor" der spiller ind for det meste.

[Frouvne]

Ja, det er i det lys et meget banalt spørgsmål. Men ikke nødvendigvis uinteressant at blive klogere på, hvis man hvileløst søger det nyeste fix og lader sig besnære af andres begejstrede tilråb om, at dette eller hint er det bedste de nogensinde har prøvet.

[Michael_Olsen]

Jamen, det er rigtigt at det altid er "det bedste de har prøvet" indtil det næste bedste de har prøvet, nogle måneder senere.

Der er, som du nævner, en vigtig faktor med hensyn til retfærdiggørelsen af investeringen. Det synes at være et gennemgående menneskeligt træk, som jeg har bemærket inden for mange områder. Et klassisk eksempel synes at være biler, formenligt fordi det for de fleste er en relativt stor investering. Så har man efter megen overvejelse besluttet at Toyota er det bedste for en, ja så har nogle det med at blive Toyota forkyndere (og ve dem som forkynder Ford).
Jeg tænker at en stor del af den mekanisme som ligger til grund må været relateret til selvværd. Man orker måske ikke at indrømme at man eventuelt har taget det forkerte valg, med spil eller med designer.

Men med hensyn til "det bedste spil jeg nogensinde har prøvet" tænker jeg det måske i højere grad er relateret til Kejserens Nye Klæder. Eller måske ikke så meget fordi "de andre" siger det er godt, men måske mere fordi man bliver grebet af stemningen. Og den slags spil bliver selvfølgelig døgnfluer, som bliver købt for dkk 2.000,- i dag, og solgt for et par hundrede om et par år.

Men med hensyn til det oprindelige spørgsmål, ja så er det nok ligesom så meget andet, om vi så oplever film, bøger, spil eller nye mennesker. Førstehåndsindtrykket tæller, og hvis man har en dårlig dag, ja så får det måske ikke rigtig den chance det fortjener. Men hvis derimod solen skinner, og man spiller det i godt selskab, ja så kan det være svart at genskabe. Lidt ligesom en god vin drukket på en ferie i syden.

[strato]

Selvklart - det man ejer er altid bedre end alt muligt andet. I hvert fald til at starte med, he.

Jeg tror de vigtigste faktorer for de vurderinger jeg afgiver på f.eks. BGG hænger nøje sammen med hvor godt et givent spil passer ind i en social sammenhæng: Er det et familiespil med plads til mange fungerer det så i den kontekst?? Kan jeg f.eks. tillade mig at vurdere "krig" med dyrekort og tal fra 1-8 dårligt bare fordi det ikke giver mig udfordringer?

Som en konsekvens af at jeg altid vurderer nye spil med meget stor begejstring - er jeg holdt op med at vurdere spil før jeg har spillet dem tilpas mange gange, eller konsekvent med af og til at genbesøge mine vurderinger af spil og evt. justere.

Der er også en selvstændig kategori: De spil man længe har ejet, og som man synes man bør synes godt om, men egentligt ikke gider spille og som ikke har fænget.

Også er der kategorien: Jeg har spillet, det ligger 8+ på BGG med 1 kvart mill. ratings men jeg kan ikke lide det ... Er det så mig der er i vejen?

Til slut men ikke mindst den store mængde børnespil der vurderes ude af kontekst og dermed for lavt jf. mine dyrekort.

Jeg tænker at jo mere jeg spiller et spil i forskellige sammenhænge, des bedre bliver jeg i stand til at vurdere det objektivt. Mange spil er bedst med et vist antal spillere, men fungerer det også godt med flere eller færre?? Når jeg "når" min H-index på et nyt spil, mener jeg at det kan vurderes rimeligt objektivt.

Sjov diskussion i øvrigt!

[Stony]

Jeg holder ikke igen m.h.t. at give rating efter første spil. Til gengæld går jeg regelmæssigt tilbage og opdaterer, når/hvis jeg spiller det igen senere.

For at vende tilbage til det oprindelige spørgsmål, så er alle vurderinger jo per definition subjektive. Så spørgsmålet er jo nok nærmere - som Allan også selv sagde med lidt andre ord - hvor tilbøjelig er man til at lade sig påvirke af at man selv har investeret i spillet, istedet for alene at lade spillets kvaliteter være bestemmende. Hvordan vi vurderer kvaliteterne er i sig selv meget subjektive, så vi kan sagtens komme med meget forskellige ratings på det samme spil, alt afhængig af om vi kan lide de aspekter spillet byder på eller ej.

Jeg har tidligere fanget mig selv i, at jeg ville have spillet til at være godt. Alene fordi det var det mine forventninger var, og det var ud fra disse forventninger at jeg købte spillet. Men efter et par oplevelser af den slags, er jeg nok blevet bedre til at fortælle mig selv, at jeg ikke rigtig kan sætte en rimelig forventning til et givent spil uden at have prøvet det. Og selv samme spil, kan give mig forskellige oplevelser, afhængig af hvem jeg spiller det med. For Sale er et spil jeg har spillet med både spilgruppe og familie. Med spilgruppen var det en sød lille filler, men heller ikke mere. Med familien blev det en rigtig god spilleoplevelse, da en del af min oplevelse og glæde kom gennem den spilleglæde jeg oplevede de andre om bordet havde.

Jeg er bange for at der er rigtig mange faktorer der kan påvirke ens spilleoplevelse, og når der er så mange spil at vælge imellem, er der nok nogle stykker der bliver kasseret, fordi man i første gennemspilning er ude for at en eller flere af disse faktorer falder helt igennem. Jeg købte selv i sin tid City of Remnants, og jeg så virkelig frem til spillet. Nøj, hvor blev jeg skuffet. Det er et af de meget meget få spil, jeg end ikke gad spille til ende. Og jeg er ret sikker på, at min oplevelse har smittet af på de øvrige deltageres oplevelse.

Vi vil altid ubevidst forsøge at få verden til at passe ind i det billede vi et eller andet sted allerede har dannet os, og der skal nogle gange en hel del til at lave det om, alt afhængig af hvor stor en investering vi har i det. Og spillet har jo som regel givet et godt førstehåndsindtryk, for ellers havde man vel ikke købt det? Hvis spillet så reelt kan "go either way", er jeg sikker på at ejerskabet i den sidste ende samlet set vil sætte spillet i et bedre lys. Og så er der spil som City of Remnants, der end ikke på den konto kan blive holdt af.

[Gunness]

Jeg tænker, at problemet i alt fald ikke er blevet mindre efter Kickstarter gjorde sit indtog. Nu har køberne (backerne) mulighed for at følge udviklingsprocessen tæt, måske endda påvirke nogle af elementerne i spillet, og læse om alle designernes overvejelser for, hvorfor præcis denne mekanisme er valgt på bekostning af en anden. Hvorfor balancen i startopstillingen er, som den er.
Når man får indsigt i alle disse overvejelser, begynder man let at tænke: Der er virkelig noget, der har overvejet det her grundigt. Det lyder gennemtænkt. Og når man så samtidig går og glæder sig fra sidelinjen, er det ekstra svært ikke at bygge et forventningspres op.

Endelig ankommer spillet, og lever det ikke op til forventningerne, er min første indskydelse ofte - det er nok bare mig, der ikke har set lyset endnu. Der er jo tænkt over tingene.

At det ikke altid er sådan, det hænger sammen, er så en anden sag.

[jondifool]

Nu er det efterhånden sjældent jeg køber nye spil og endnu mere sjældent at de så er nyudkommet. Til gengæld går jeg meget efter at købe brugte spil som har en vis mængde genspilbarhed, og som er fede at tage frem også efter at de har stået på hylden et år eller to. De kriterier går mig jo ret biased i forhold til at vurdere mine spil som rigtigt gode!

Grunden til at det virker for mig i øjeblikket er kombinationen af at være på bastardcafe regelmæssigt og så have nogle spilvenner der ikke følger med i hvad der udkommer. På Bastarden kan jeg iagttage hvilke spil der faktisk overlever the cult of the new, og så vælge nogen af dem der stadig spilles f.eks et 1/2 år efter at få prøvet selv. Deriblandt er der så et par spil der kommer på listen over brugte spil jeg gerne vil have, og som så kan introduceres til de andre brætspilsvenner, når de så bliver købt.