Interaktion mellem spillerne

[Andrea]

Hvor meget interaktion mellem spillerne skal der efter din mening være i brætspil? Er du typen, der helst undgår, at de andre spillere kan blande sig direkte i dit spil (ved at annullere dine handlinger, snuppe dine kort eller noget helt tredje), eller vil du helst ikke have nogen begrænsninger på det område?

Jeg foretrækker spil, hvor der er mulighed for interaktion mellem spillerne, men i hvor høj grad er jeg til gengæld lidt uklar på. Det bliver på den ene side sjovere, hvis man kan påvirke de andre spillere undervejs i spillet (på den måde engagerer man sig mere i spillet samt har større indflydelse på, om andre har mulighed for at vinde), men på den anden side kan det jo være meget rart selv at have 'helle', så man er sikker på, at man f.eks. ikke kan få frataget allerede tjente victory-point.

Skal jeg komme med et par eksempler, så mener jeg f.eks., at Bootleggers er et eksempel på et spil, hvor der ikke er nok interaktion. Da vi spillede det på Viking Con, var der på et tidspunkt en spiller, der begyndte at trække fra pointmæssigt, og ingen af os andre have mulighed for at gøre noget overhovedet. Det var selvfølgelig meget rart for vedkommende, men gjorde slutningen af spillet ret tam.

Omvendt prøvede jeg så Attika for nogle uger siden, hvor jeg blev ved med at glemme, at de andre spillere sagtens kunne blande sig temmelig meget i det område, hvor jeg startede i spillet, og det var lidt irriterende, for jeg blev ved med at tænke på det som mit 'hood'

[netsapiens]

Jeg mener at det er spil- og humør afhængigt.

I den ekstreme ende af spektret har vi forhandlings og afstemningsspil. Spil som Lifeboats, Kremlin, Illuminati fungerer kun i egenskab af muligheden for at stikke knive i ryggen på hinanden. Og når jeg spiller den slags spil, så SKAL der være mulighed for snigløberi, tilsvining af hinanden, råben skrigen og hadske kommentarer
Det ligger alt sammen i ånden, og generer mig ikke. Det kræver bare at man spiller med folk man kender rigtig godt væk fra brætspillene.

I midten af spektret kan jeg jo brug min nyfundne kærlighed Marvel Heroes. Her er der lavet en mekanisme som gør at det altid er din tur, på en eller anden måde. Hvis du ikke er helten, så er du automatisk imod helten. Halvdelen af spillet består altså i at prøve at score point, mens den anden halvdel går ud på at fornægte andre deres point. Det er i mine øjne en skøn balance. Der er konflikt, uden knivstikkeri, fordi der er ingen forhandlingsmuligheder. Helten kan ikke engang tillade sig at blive sur, fordi det er bare sådan spillet er opbygget, og istedet for at spille mod et simpelt kort-træk, eller et terningslag, så får "spillet" en intelligens ved at få hjælp fra de andre spillere.

Og så i den lave ende af poolen, hvor jeg ikke bryder mig om at svømme... ingen interaktion overhovedet. Hvis INTET af hvad jeg gør har en indflydelse på de andre spillere, hvad laver vi så i samme rum? Ikke at vi absolut skal rulle rundt på gulvet i en slåskamp, men vi skal altså spille samme spil, på samme bræt. Yahtzee er et godt eksempel her. Omend det er hyggeligt at sidde og slå terninger, så er det jo ikke et spil man spiller med eller mod andre.. man kunne jo reelt set give hver person et sæt terninger og sammenligne point 10 minutter senere.

Så, som sagt.. det er situationsbestemt for mig. Men der SKAL være en interaktion. mine handlinger skal påvirke din strategi på en eller anden måde, ellers er det ikke et spil.

[Stony]

Jeg vil ikke sige at det er humørafhængigt. Nærmere afhængigt af hvem jeg spiller med/mod. Jeg kan sagtens have fornøjelse af et spil som Notre Dame, hvor spillerinteraktion ikke er særlig stor, og nærmest ingen form for konfrontation. Omvendt hygger jeg mig også med Tigris & Euphrates, som er stik modsat. Der er masser af direkte spiller interaktion og et højt konfrontationsniveau.

Begge spil har sine charmer. Så jeg lader det være op til dem der sidder omkring bordet. Nogle folk er ikke så gode til diplomati og tilhørende backstabbing. Nogle er ikke så begejstrede for konflikter i spillene, hvor man skal være tarvelig ved sine modstandere. Nogle foretrækker spil hvor man ikke er nødt til at være fordybet i spillet hele tiden, for så kan de bedre finde tid til hyggesludre med deres med/mod-spillere.

Så det afhænger igen af typen af spillegruppen. Jeg spiller med folk der spiller spillene fordi de gerne vil prøve spillene. Jeg spiller med folk der bruger brætspillene som et samlingspunkt. Og spilvalgene bliver lidt derefter.

[qute]

Jeg synes også der er forskel på spillerinteraktion.
Den ene type er hvor der f.eks. er for få resourcer, så når jeg snupper noget er jeg automatisk "ond" mod min modstander.
Den anden type er hvor man er ond bare for at være ond. Der kan man f.eks. tage et spil som carcasonne. Hvis jeg ser min modstander er ved at lave en by. Hvis jeg trækker en "ikke super god" brik, kan jeg prøve at ødelægge det for ham. Jeg får ikke noget ud af det, men det generer da ham.

Jeg kan klart bedst lide type 1.

Jeg har det lidt på samme måde i virkeligheden. Jeg kan meget bedre acceptere nogen stjæler en bil end de smadrer den med køller bare fordi ... at ... øøhhh.. så kan ejeren lære det. (Eller noget. Ved ikke hvad meningen med hærværk er)

[Jespen]

Jeg er enig med Stony. Det afhænger helt af hvem man spiller med/mod.

De spil, jeg selv nyder aller mest (med de rette mennesker), er spil med høj interaktion mellem spillerne, dvs. hvor man konstant banker lidt på hinanden. El Grande har hidtil være en af mine favoritter i denne genre, men Euphrat & Tigris kunne meget vel blive en anden.

[stoffer]

Det er rent faktisk en interessant pointe, Qute. Jeg har tidligere selv tænkt lidt over hvad der gør den store forskel i spillerinteraktion og det må netop være noget hel i den dur.

I spil som f.eks. Lost Cities og Thurn Und Taxis, der deler man en pulje af kort. Spillerinteraktionen ligger altså i hvilke kort spillerne tager (og ligger), og hvorvidt dette tilfældigvis har indflydelse på andre spilleres spil. Det samme gælder for Colosseum - hvor spillerne kun konkurrerer i en budrunde, om hvilke resourcer de hver især skal have. "Ond interaktion" er altså i disse spil, at nægte spillere adgang til resourcer de ellers havde haft adgang til, hvis de havde haft andre modspillere - man gør deres kabale mere besværlig.

Andre spil har mere direkte interaktion, f.eks. Carcassonne, hvor man deles om en resourcebunke der i modsætning til ovenstående spil, er skjult - tilgengæld kan de resourcer man har til rådighed bruges til direkte at ødelægge andre spilleres spil (Die Katharer ftw!).

Som hovedregel finder jeg "kabalespil" med meget lidt interaktion en anelse kedelige. Colosseum er undskyldt, da jeg kun har spillet det med rollespilstyper der kan finde ud af en god historie, men ellers er der alt for lidt interaktion for mig i de fleste af de andre spil til at jeg vil vælge dem frem for f.eks. carcassonne. Andre spil har en blanding af begge dele - Settlers starter med høj spillerinteraktion fra starten, hvorefter den helt og aldeles forsvinder, kun afbrudt af en 7'er i ny og næ. Jo længere tid der går, jo højere bliver spillerinteraktionen, veje bliver bygget i trode og riddere brugt med yderst onde hensigter.

Samtidig skal det pointeres, at lige så kedeligt som "kabalespil" kan være, lige så forudsigelige kan modspillerne være - og dermed deduceres et ellers så fint spil (f.eks. carcassonne) til endnu en gentagelse af tidligere spiloplevelse.