Jesper wrote:Men jeg ville være meget overrasket, hvis der ikke var en eller to, der havde det originale (hvem har mon 100'er af spil her på siten?), og som kunne fortælle noget mere om det.
Mand, jeg føler mig truffet!
S'føli har jeg det, det er et super-spil, og da jeg generelt er lidt af en ancients-geek kan det ikke undre at H:RvC er mit yndlings-krigsspil.
Hannibal er det andet "card-driven wargame" der blev udgivet (det første var We the People, et simpelt spil om den Amerikanske Uafhængighedskrig). Skalaen er strategisk - kortet dækker hele det vestlige Middelhavsområde, og hver tur (så vidt jeg husker er der i alt 9 ture) varer ca. 2 år. Kortet er et "point-to-point" kort, med lokationer afbildet på kortet som små cirkler eller firkanter, forbundet med hinanden med streger. De enkelte lokationer/felter er grupperet i provinser.
Militære styrker/hære er ret generisk repræsenteret bare som "strength points". Den eneste skelnen er at Karthago har mulighed for at have enkelte elefant-strength points, for hvilke der gælder et par specialregler. Hver spiller har desuden et antal individuelt ratede ledere, som både giver fordele i kamp, og som er nødvendige for overhovedet at kunne rykke hærene.
Kontrol over provinser er helt centralt i spillet. Man har mulighed for at placere
political control markers ("PC markers") i et felt, og har man kontrol over flertallet af felterne i en provins, har man kontrol over hele provinsen.
I starten af hver tur får spillerne forstærkninger. Rom starter i defensiven, men med tiden vil de kunne få mange nye tropper, så Karthago/Hannibal er under tidspres for at få nedkæmpet romerne, inden deres egen hær er slidt ned. Karthago har med Hannibal spillets stærkeste leder, mens Rom må leve med alt fra OK til håbløst inkompetente ledere. For Roms vedkommende har spillet desuden et sindrigt konsul-valgsystem, som sørger for en støt udskiftning af de romerske ledere - hvad enten man vil det eller ej.
Først når Scipio Africanus ankommer i tur 6, har romerne en permanent supermand på banen - den eneste leder der kan måle sig med Hannibal, faktisk.
I hver tur får begge spillere et antal
strategy cards fra en fælles bunke. Hovedparten af turen består dernæst i at spillerne skiftes til at spille et kort, og udføre en handling baseret på dette. Kort fortalt kan et kort enten bruges som et
operation card (her bruger man blot det tal der står på kortet) eller som et
event card (hvert kort har nemlig også en event tilknyttet). Bruges kortet som operation card, har man valget mellem at bruge det til at placere flere, eller konvertere eksisterende PC markers, eller man kan alternativt bruge det til at aktivere en leder og hans hær.
Rykker en hær ind i et felt hvor en fjendtlig hær befinder sig, resulterer det (ikke overraskende) i kamp. Hertil benyttes et deck af Battle Cards, og hver spiller får udleveret et antal som blandt andet afspejler størrelsen af hans hær og kvaliteten af hans general. Kampkortene er af forskellige typer som repræsenterer forskellige kamptaktikker (frontal attack, flank left, double envelopment, etc.), og kamp fungerer ved at den ene spiller spiller et kort, som den anden spiller så skal matche, for at undgå at tabe kampen. Den "forsvarende" spiller har efter hver runde en mulighed for at få initiativet, så det nu er
ham der skal spille kort som den anden skal matche.
Når vinderen er fundet, slås terninger for at finde ud af tabenes størrelse: Ikke overraskende vil slagets taber som udgangspunkt tage langt de største tab.
Spillet indeholder en række små, specifikke detaljer ud over de allerede nævnte. Der er regler for transport af hære over havet (Rom havde på dette tidspunkt fuldstændig flåde-overmagt), elefanter, farlige forsøg på at passere Alperne, neutrale (dvs. fjendtlige mod alt!) barbarer som holder til i mindre civiliserede hjørner af brættet, befæstede byer der kun kan indtages ved belejring, og meget mere - og så er jeg slet ikke nået til alle de detaljer som de enkelte events på kortene bidrager med.
Spillet drejer sig helt centralt om kontrol af provinser vha. PC markers. Er spillet ikke sluttet før tid ved at en af hovedstæderne er blevet indtaget af fjenden, vil den spiller der kontrollerer flest provinser vinde spillet. Kontrollerer en spiller mange provinser, vil det ofte være en selvforstærkende effekt: I slutningen af hver tur skal spilleren med færrest provinser nemlig fjerne PC markers svarende til forskellen i antallet af kontrollerede provinser. Militær succes belønnes også: Taberen af et slag vil også skulle fjerne PC markers, afhængigt af hvor stort nederlaget var (hvilket repræsenterer byer der ikke længere vil støtte hvad de anser som den tabende side). Så politisk kontrol er det centrale i spillet, og hærene fungerer som redskaber til at give og bevare kontrollen!
Militært vil Karthago, med Hannibal som det centrale omdrejningspunkt, være i offensiven tidligt i spillet. Det er ikke unormalt at han (som i virkeligheden) ondulerer et par romerske hære, men at det bare ikke er
nok, da romerne tilsyneladende kan blive ved med at fremmane nye tropper. Med tiden vil Rom få mulighed for at åbne nye fronter, og sejle hære til Spanien eller Nordafrika, for at presse Karthago på dennes hjemmebane. Spørgsmålet er, om Hannibal tidligt kan give romerne
så mange tæsk at republikken går til grunde, eller om balancen langsomt rykkes, så det til sidst er Karthago der står til at blive invaderet. Selv hvis Karthago ikke kan fremtvinge en tidlig sejr, gælder det for dem om at tiltvinge sig et så stort forspring at Rom, når de begynder at gå i offensiven, ikke kan nå at indhente det tabte.
I min erfaring kan spillet godt spilles på en aften, omend det med nye spillere der ikke kender kortene så godt, sikkert sagtens kan blive en lidt lang en af slagsen. Omvendt kan spillet være hurtigt overstået, hvis en af siderne opnår en sudden death sejr.
Jeg er selvfølgelig vild med spillet. Man fornemmer at det er det store strategiske billede man er med til at tegne, kortene giver med deres events en masse historiske detaljer, kompleksiteten er lavere og nemmere at håndtere end i de fleste af de senere card-driven wargames, og de enkelte kampe er sågar små, nervepirrende "subspil" i sig selv.
Det kan ikke undre, at det er et spil jeg godt tør anbefale.
