Arrangementet starter formelt allerede fredag d. 7. september. Jeg regner med at drøne direkte derned efter job, for at lave mad til dem der har meldt deres ankomst fredag. Efter aftensmad står den på brætspil.
Lørdag og søndag kører vi løs, og jeg regner med at arrangementet slutter med fælles spisning søndag, hvorefter der lige skal gøres rent osv. inden folk daffer af.
Der er to sommerhuse til rådighed, som ligger et par hundrede meter fra hinanden.
Sommerhus 1: 8 sovepladser. Heraf 1 dobbeltseng og 2 sovepladser er i et tilstødende anneks (vistnok med eget toilet. Jeg har ikke været ovre i annekset og se det)
Sommerhus 2: 6 sovepladser. Heraf 1 dobbeltseng og 2 sovepladser i et tilstødende anneks.
Hvis der er nogle udprægede A-mennesker, vil det nok være rart om de fik anneks-sovepladserne. Så kan de bare gå til ro, når de ikke gider mere, uden at de øvrige behøver lege stilleleg mens de spiller videre.
Dobbeltsengene bør nok reserveres til par.
Mig bekendt er alle øvrige sovepladser enten senge parvis i værelser eller køjesenge. Jeg kender ikke fordelingen, da der er blevet lavet noget om siden jeg selv var dernede.
Hvis der er særlige ønsker om hvem man ønsker at dele værelse med, kan man selvfølgelig bare sige det, og jeg noterer det.
Jeg regner med at vi selv laver mad.
Som følge deraf vasker vi også selv op.

Og så kommer der en lille opgave når vi skal hjem, da sommerhusene gerne skulle stå pæne og rene når vi forlader dem.
Jeg regner med at alle der deltager får en opgave som er "deres" i løbet af opholdet. Det kan være madlavning, opvask eller afsluttende rengøring. Hver person får kun en enkelt tjens. Resten af weekenden står i brætspillets tegn.
Antallet og omfanget af opgaverne vil afhænge af det endelige antal deltagere, men kunne være noget i stil med:
- Opvask lørdag. (Både efter frokost og aftensmad) Tildeles til to personer.
- Opvask søndag. (Både efter frokost og aftensmad.) Tildeles til to personer.
- Opvask fredag og efter morgenmad lørdag og søndag. Tildeles til to personer.
- Morgenmadsholdet. Sørger for at indkøbe og servere morgenmad lørdag og søndag, og gøre morgenbordet klar. To personer.
- Madlavning fredag - Den tager jeg selv
- Madlavning lørdag incl. indkøb - 1 person. Jeg skal nok hjælpe til som chauffør
- Madlavning søndag incl. indkøb - 1 person. Jeg skal nok hjælpe til som chauffør
- Rengøring inden afgang. - 4 personer. (Jeg regner selv med at gå som den sidste, og er naturligt selvskrevet her. Er der folk der skal køre hjem med mig, vil det også være en logisk opgave at springe på.)
Dette er et udkast der kunne benyttes, hvis vi er fuldt hus. Ved at der er sat navn på f.eks. rengøring, kan folk der er nødt til at smutte tidligt, også roligt gøre det. Der skal nok blive taget hånd om resten.
Frokost er bare det kolde bord, og der kan vi hurtig - ved fælles hjælp - få ryddet og serveret. Og opvasken er en særskilt opgave der allerede er uddelegeret.
Det er rart hvis folk har overskud til at give en hjælpende hånd, også selv om det ikke er "deres tur". Men på denne måde ved man hvem der som minimum bør være på opgaven.
Man er velkommen til at sige "Jeg tager mig gerne af....", og jeg noterer det. Ellers får man en pind uddelegeret ved ankomst.
Hvis der er folk der meget gerne vil med, selv om alle pladser er besat, kan vi muligvis finde ud af noget med at de så må medbringe telt og slå op i haven el.lign.
Melder man sig til, er det ikke bindende. Betragt det som en invitation, og siger man først ja-tak, er det fordi du så bestemt vil bestræbe dig på at dukke op. Man kan naturligvis blive forhindret, lægge sig syg el.lign. Ikke noget problem. Bare husk at give besked om det, så snart du er klar over at du ikke kan dukke op.
Jeg regner med at prisen kommer til at ligge omkring 150-200 kroner pr. næse til dækning af sommerhusleje. (Jeg har ikke fået nogen endelig pris)
Dertil kommer der lidt til fælles indkøb til morgenmad, frokost og aftensmad. Det vil jeg forsøge at holde på et rimeligt niveau. Den kommer altså ikke til at stå på oksemørbrad eller store fede engelske bøffer nogen af dagene.
Jeg vil - når vi kommer lidt tættere på - forsøge at lave et skema over hvornår der vil være "store spil" på bordet, som man kan blive introduceret til. Det vil først være muligt at udarbejde, når vi har et billede af hvem der kommer med, og hvad folk gerne vil introducere andre for.
Dertil kan det være vi - afhængigt af vejret - arrangerer lidt udendørs spil. Jeg ved der er mulighed for både croquet, petanque og kongespillet.
Det kan i øvrigt også være lidt en opgave i sig selv, at finde nogle madretter som alle kan lide. Så jeg tænkte på at lave nogle forslag her.
Hvis du tilmelder dig, og har det fint med alle nedenstående forslag, behøver du ikke sige/gøre noget. Kun hvis der er en eller flere retter du ikke bryder dig om, skal du lige gøre opmærksom på det, så vi får det strøget fra listen over muligheder.
(Det er helt med vilje at jeg ikke foreslår retter med kartofler. Det er betydeligt lettere at "skrælle" pasta og ris. Især til så mange mennesker.)
Spagetti og kødsovs
Boller i karry
Kylling i karry
Tortillas (med f.eks. hakket oksekød og diverse grønt at lægge med i)
Lasagne
Chili con carne
Foreløbig deltagerliste.
Steen
Helle og Frouvne (Dobbeltværelse)
Rune
qute