Misforstå mig ikke - jeg har intet problem med at spille
Mr. Jack, så temaet er på den rigtige side af grænsen for mit vedkommende. (Hvad jeg har problem med, er
tid til at spille det, men det er en anden historie

).
Men principielt synes jeg der er en kæmpe forskel på, om et spil er lavet med en fiktiv detektiv-setting, eller om det baserer sig på noget virkeligt. Er det det sidste, synes jeg der skal udvises respekt over for, øh, "temaet". Jeg tror at den eneste grund til at der ikke er flere der kommenterer
Mr. Jack's setting, er at den tidsmæssigt er så langt borte fra os i dag, og netop (som Allan siger) har antaget næsten mytiske proportioner. Men det
var virkeligt, og der
var nogle folk der blev brutalt myrdet, og nu er der altså lavet et hyggespil over det (hvor en af parterne endda får lov til at 'være' seriemorderen). Jeg gætter på, at de pårørende til de myrdede i Ipswich ikke ville være specielt begejstrede, hvis det var denne omgang mord som far og mor rundt omkring sad om spisebordet og hyggede sig med - og det lyder på Allan som om det heller ikke ville være et tema han ville være komfortabel med.
Sammenlign f.eks. med
War on Terror brætspillet, hvor spillerne også får lov til at være nogen, der bevidst slår uskyldige ihjel (selvmordsbombere, juhuu!) - og det er jo langt over grænsen for en del folk.
Krigsspil er en diskussion for sig. Og ikke bare
principielt en diskussion, men så sandelig også en reel en: Hvis man kigger på Consimworld, er der jævnligt diskussioner om, hvad der er OK at lave krigsspil om. F.eks. var der i år stort røre, da et firma meldte ud, at de ville lave et spil om nazisternes rydning af ghettoen i Warshava - det var der rigtigt mange, der ikke ville være med til. For mange vil det ikke være sjovt at skulle spille nazister, som forsøger at fange jøder (underforstået; så man kan få dem skippet afsted til gaskamrene).
Jeg synes ikke man umiddelbart kan sammenligne spil om 'rigtig' krig med spil om mordere (med mindre man ideologisk er pacifist og mener at krig altid er mord og uberettiget). Hvor frygteligt krig end er, er det dog noget andet end enkeltpersoner der myrder andre (omend grænsen i disse tider er ved at være lidt udvisket). Sålænge det er folk i uniform mod andre folk i uniform - og det er de fleste krigsspil trods alt - opererer parterne alligevel under en eller anden form for implicit kontrakt, hvor begge parter forventer og accepterer at de andre forsøger at myrde dem.
Alt dette er ikke fordi, jeg vil diktere hvad folk skal kunne lide og ikke lide når det kommer til temaer og historiske settings. Men jeg tør vædde med, at alle trods alt har en grænse for hvad de synes er acceptable temaer, omend den selvfølgelig varierer fra person til person.